Del 1.

1.

Der er fire år siden, jeg så Mathias tegne første gang.

Han sad overfor mig, luften var tyk af røg, de tomme ølflasker stod tæt på det slidte, massive træbord i den røde, afskallede hytte ved den svenske sø. Der var helt stille udenfor. Indenfor var lydene høje, for vi var mange rundt om bordet, der grinede, snakkede og spillede terninger. Og røg. Mathias røg også, men så lagde han cigaretten væk og tog en afskallet, bidt blyant i hånden og begyndte at tegne ovenpå en serviet. Mine øjne fulgte hans bevægelser og blyantens mønstre. Han lavede streger. Det var tydeligt, at han var uddannet arkitekt.

Tidligere på dagen havde jeg siddet nogle timer for at redigere i en læsletbog, jeg havde skrevet. 

Mathias skrev også historier, men mens jeg brugte ord, brugte han streger. 

Og lige der besluttede jeg mig for, at jeg ville lave noget sammen med ham.