Eller er det? 

Af Petrine Fogtdal 

Udgivet i Familie Journalen 

Skal vi mødes på cafe havtorn? stod der på sms´en, da Karla tog telefonen op ad lommen. Hun var utålmodig og nervøs, for hun havde ventet længe på det bip. Det var første gang, hun kastede sig ud i en blind date, og det skete kun fordi hendes veninde Malene havde presset hende i månedsvis, indtil hun til sidst gav efter. Ifølge Malene var manden, hun skulle møde, både klog, spændende og karismatisk for ikke at nævne tiltrækkende. Hvis bare halvdelen af det var sandt, ville det være dumt at sige nej.

Karla drejede rundt foran spejlet, den røde kjole sad godt og fremhævede de rigtige steder, mens den samtidig på bedste vis skjulte hendes lidt for store lår og hofter. Hun satte det mellemblonde hår op med et spænde og lagde en diskret makeup, for hun skulle jo nødig se ud, som om hun havde alt for store forventninger til aftenen, selvom hun, nu hvor det nærmede sig, både var spændt, urolig og nysgerrig.

Karla var 39 år og havde, hvis man spurgte hende selv, været enlig for længe. Hun trængte i den grad til at der skete noget og datingsitet hun havde været på i snart flere år, havde ikke resulteret i andet og mere end kiksede kaffemøder. 

På vejen i bussen til Cafe Havtorn begyndte Karla allerede at svede. Solen bagte, det var en særdeles varm forårsdag og den røde kjole havde lange ærmer. Da hun endelig var fremme efter en halv times bustur, var hun ret sikker på at have mørke rander både på ryggen og under armhulerne. 

Mens hun gik langs havnen mod cafeen, pustede forårsbrisen til hendes hår. Der var sat borde op udenfor, og de fleste af dem var allerede optaget, selvom klokken kun var halv seks. To steder sad enlige mænd, kunne hun se, selvom hun stadig var 100 meter væk. Da hun nærmede sig, kunne hun allerede udelukke en af dem. Han var i den grad ældre.  Stokken stod ved siden af stolen, hans sixpence dækkede over den sparsomme hårvækst, og selvom han så rar og behagelig ud, kunne det umuligt være ham. 

Hendes veninde ville aldrig sætte et møde op med en mand, der var over 25 år ældre end hende selv, selvom det nu slog Karla, at de faktisk slet ikke havde talt om hans alder. Derfor vendte hun blikket mod den anden mand, der så ud til at være måske højst ti år ældre end hende selv, hun skød ham til et sted i fyrrene. Men han så til gengæld ikke nær så behagelig ud. Han var afsindigt brun, så brun at huden næsten var læderfarvet, og kontrasten til det hvide tøj var skærende. Det var tydeligt selv 50 meter væk, hvor hun befandt sig, at han ikke var født med nogen som helst form for mørk hud, den var ihærdigt tilkæmpet – enten i solariet eller med selvbruner. Den gullige tone huden så ud til at have, kunne godt tyde på, at det sidste var tilfældet. 

Karla var lige ved at komme til at grine højt, for hun så for sig, hvordan manden hver eneste morgen brugte en halv time på at smøre sig selv ind i selvbruner.  Hans hår var mørkt, men måske var det også farvet. Og dog. Da hun nærmede sig bordet, kunne hun se, at hans øjne også var mørke, så måske var håret naturligt nok. Karla overbeviste sig selv om, at hun ikke skulle lægge så meget i hans utiltalende hudfarve og huskede sig selv på, at det absolut ikke var væsentligt om en mand brugte selvbruner. Man kunne da godt holde af ham alligevel… Og han var da ellers en pæn mand, måtte hun give Malene ret i.

-Hej, Det er mig, der er Karla, sagde hun for at præsentere sig og rakte hånden frem til hilsen.

-Hej John, svarede han og åbenbarede et stort, hvidt smil med overraskende lige tænder, mens han trykkede hendes hånd.

Han har også fået bleget sine tænder, noterede Karla sig og følte sig næsten blæst væk af den mørke hud og de skinnende, hvide tænder, men ikke på en behagelig måde.

-Du er akkurat lige så smuk som Malene sagde, fortsatte John stadig smilende.

Karla kiggede lidt usikkert på ham og håbede, at han ikke ville fortsætte stilen. Hun var mere til afdæmpede mænd og hadede, når folk ud af det blå kom med komplimenter. Det var noget andet, hvis det var nogen som kendte hende, så føltes det mere ægte.

-Øh tak, svarede hun bare og satte sig overfor ham.

Nu hvor de sad overfor hinanden, havde hun godt udsyn til alt det, John havde gjort for at tage sig godt ud i aften. Hun havde vist ikke behøvet bekymre sig om, at gøre sig for meget til.  Hans hår var smurt ind i gel, der var friseret i de helt rigtige bølger, som uden tvivl ikke ville rykke sig, lige meget om han så stod på hovedet. Hans ur var af guld (selvfølgelig) men han bar ingen andre smykker kun en lille halsklud, hvilket hun aldrig havde brudt sig om. Men igen måtte hun minde sig selv om, at man ikke skal skue hunden på hårene, for måske sad han lige nu og tænkte akkurat det samme om hende. 

-Hvad arbejder du med? Spurgte hun så for at sætte gang i samtalen, selvom hun var pinligt klar over, at det nok var det allermest kedelige spørgsmål, hun kunne komme op med.

-Jeg arbejder lige nu for et reklamebureau et mindre et, hvor jeg laver det opsøgende arbejde i forhold til at skaffe kunder, vedligeholder kontakter og skaber synlighed, du ved. Det er os, der har stået for reklamerne omkring de nye sommerdrikke Coolerne, sluttede han med tydelig stolt mine. 

Karla kendte godt svagt reklamerne, men for det første havde hun et nej tak til reklamer på postkassen, for det andet skiftede hun altid kanal, når reklamerne kom i TV, for hun hadede faktisk reklamer. Men det kunne hun ikke så godt sige, så i stedet for sagde hun:

-Okey, fantastiske reklamer. De er rigtig gode. Og jeg har faktisk set dem, selvom jeg ikke så ofte ser reklamer. Har du været med til at udvikle ideen?

-Ja, altså det er virkelig en god historie. Nu skal du bare høre… Begyndte han, hvorefter der fulgte en lang svada om, hvordan han havde fået ideen mellem en cafe latte og en syttenårig studerende, som han var faldet i snak med. Omkring ti minutter inde i historien mistede Karla koncentrationen, for historien var urimeligt lang, og hun havde svært ved at se det sjove, så hun begyndte i stedet at studere fiskerne, der redte garn længere væk på havnen. Men da hans ord, ”Og det var så den historie” nåede hendes øregang, fandt hun sit mest sukkersøde smil frem og vendte igen opmærksomheden mod ham.

-Ja, det var vel nok noget af en historie, svarede hun lettet over, at han endelig var færdig. Måske var det nu hendes tur til at fortælle om sit job, forestillede hun sig. For hun havde da også en del sjove historier fra konditoriet, hvor hun fremstillede bryllupskager, konfekt og så videre. Mere end en gang var det gået helt galt, hvilket de havde fået meget morskab ud af. Hun kom netop i tanke om en af dem og åbnede munden for at begynde, men inden hun nåede at sige noget, begyndte John at tale igen.

-Faktisk har jeg en historie mere, hvis du vil høre den. Den er næsten lige så sjov og handler om, hvordan jeg fik en anden ide… begyndte han og fortsatte uden at vente på Karlas svar. 

Kort efter blev han heldigvis afbrudt af servitricen, der bragte dem fadøl, og Karla drak taknemmelig sin meget hurtigt. Kort efter kom deres rejemadder og fiskeplatten. Maden var lækker, så Karla nød den og det at sidde udenfor i aftensolen til fulde. Det var ikke så tit, hun havde mulighed for at sidde ude, for hun boede i lejlighed, og gården nedenfor var slet ikke værd at opholde sig i.

Det viste sig desværre hurtigt, at John var rimeligt kedelig at være sammen med, for han fortsatte i timevis med at fortælle anekdoter om, hvordan han havde fået den ene geniale ide efter den anden, og for hver historie måtte Karla have endnu en øl at skylle den ned med. Da de havde siddet på cafeen i flere timer, havde hun stadig kun brugt rundt regnet ti minutter på at fortælle om sit arbejde, mens John bare talte og talte. Hun havde opfattelsen af, at det gjaldt om at afbryde hurtigst muligt, inden han gik i gang med endnu en historie, hvis hun ville have et ord indført.

Mens John fortsatte med sine kedelige historier overvejede hun, hvorvidt hun skulle sige tak for i aften og gå hjem. Hun var rimeligt træt i hovedet, for det var blevet til mange øl. Men alligevel føltes det bare for kedeligt at slutte aftenen en lørdag klokken 21:30. Derfor fandt hun i stedet på noget andet. 

-Skal vi ikke gå et andet sted hen? Spurgte hun og afbrød hans talestrøm. –Måske et sted, hvor man kan danse?

John kiggede lidt forbavset på hende, men virkede ikke sur over at hun havde stoppet hans historie. 

-Jo, det kan vi da godt. Det kunne være hyggeligt. Skal vi ikke tage baren ved gågaden, hvor der er en slags dansegulv ovenpå? Spurgte han, og hun nikkede taknemmelig. 

Hun var fuldstændig ligeglad, hvor de gik hen, bare det var mere livligt end at sidde på restauranten og skulle lytte til John time efter time.

Da de spadserede ned ad gågaden, hyggesnakkede de faktisk. Det lykkedes John at rive sig løs fra historierne om arbejdet, og de talte hyggeligt om åbning og lukning af butikker på gågaden og andet småsnak.

 

Allerede da de var et godt stykke fra dansebaren, kunne de høre rytmerne dunke. Udenfor stod der mange mennesker og røg i forårsvarmen, men de smøg sig forbi dem og ind på baren, hvor lyset var dæmpet og musikken høj.

Det passede Karla fint, for så ville det blive umuligt for John at gennemføre alle sine historier og hun smilede stort til ham. Han smilede lidt nervøst til hende og så lettere perpleks ud. 

De bestilte to gin og tonic og satte sig ved et af de runde borde.

Ikke langt fra bordet var der allerede mange som dansede på det interimistiske dansegulv, og rytmen rykkede i Karla, der vuggede frem og tilbage på stolen.

-Danser du? Spurgte hun John.

-Det gør jeg da i den grad, svarede han. –Jeg har særligt flair for tango, som jeg har gået til i nogle år, svarede han og smilede flirtende til hende.  

Karla kiggede væk, for hans ord gav hende ikke lyst til at danse med ham, for hans hang til at fremstille sig selv som manden der kan alt, gjorde hende mindre og mindre interesseret.

Karla skulle lige til at spørge om de skulle danse, da hun blev afbrudt af en gruppe med to mænd og en kvinde, som kom hen til deres bord.

-Hej John, sagde den ene mand, der var høj og hans hånd hvilede omkring livet på kvinden, der også var høj og så godt ud.

-Michael, svarede John hjerteligt og gav ham et kram.

-Det er Karla, præsenterede John.

-Ja og det er Margrethe min kone, men det ved du jo godt, grinede manden og pegede i stedet på den anden mand, der stod ved siden af ham. -Og det er Jens. Det er en af mine bedste venner. Mødte du ham for øvrigt ikke dengang til festen på bureauet? Det var ham vi hev ind som konsulent, dengang vi havde de store it problemer, fortsatte Michael.

Jens rakte hånden frem og hilste høfligt på John, hvorefter han rakte hånden mod Karla. Hun betragtede opmærksomt hans ansigt, for han var en køn mand. Men han måtte være genert, for han kiggede hende ikke rigtig i øjnene. 

-Hvordan går det det nye sted? Halvråbte Michael for at overdøve musikken og hev en stol hen ved siden af Johns.

-Find nogle stole, sagde han henvendt til sin kone og Jens, hvorefter han vendte opmærksomheden mod John, der straks begyndte at tale som et vandfald.

Karla blev allerede træt af samtalen efter få minutter og så sit snit til at smutte på toilettet, hvor hun brugte lang tid på at sætte hår og tjekke sms´er.

Da hun kom tilbage, sad Jens på en stol ved siden af hendes, mens Michael og hans kone var fordybet i samtale med John.

-Er du også i reklamebranchen? Spurgte Jens, men Karla rystede afværgende på hovedet og begyndte i stedet at tale om konditorkager, forskelligfarvet glasur og kunsten at ramme den helt rigtige komposition. Jens kom undervejs med interesserede spørgsmål, som om han virkelig syntes, at det var interessant at høre om. Bagefter fortalte han lidt om sit job som it konsulent, hvilket lød ret kedeligt, men Jens havde humor og var både sjov og behagelig at tale med.

-Skal vi danse? Spurgte han lidt efter mens han sendte John et sideblik.

– Det vil jeg rigtig gerne. Og vi er altså ikke kærester, sagde Karla afværgende og John var desuden stadig fordybet i en samtale med de andre to om reklamebranchens vidundere.

Det viste sig, at Jens ikke bare var sød og køn, men han kunne også danse. Og de tog den ene dans efter den anden.

Først ved den fjerde dans fik hun midt i et stort smil ud af øjenkrogen øje på John, der kiggede mistroisk over mod dem. Men hun mente ikke, at hun skyldte ham noget og vinkede til ham. Han vinkede tilbage med en lidt fåret mine. 

Ikke lang tid efter blev hun revet ud af rytmen, da en hånd prikkede hende på skulderen.

-Hey, der er min dame, det der, sagde John humoristisk til Jens, der kiggede lidt forvirret fra Karla til John. –Den næste dans er vist min.

Karla trak på skuldrene, for hun følte sig slet ikke som hans dame og hun forestillede sig ikke, at de skulle på date igen. Men alligevel nikkede hun til John, for det var jo trods alt ham, der var hendes blinddate. 

Han dansede irriterende og insisterede på at holde hende i hånden hele tiden og svinge hende rundt og rundt og frem og tilbage som dansede de rock n´roll. Det kunne måske have været meget fint, hvis det ikke havde været Lady Gaga de dansede til, for der passede det bare slet ikke ind.

Da John lidt efter hviskede hende i øret, at hun jo var hans partner og ikke sådan skulle danse med Jens, blev det for meget for Karla.

-Skal vi ikke tage en drink, sagde hun bare og gik op mod baren. Hun havde ikke lyst til at sætte ham på plads, men enhver lyst til at danse med ham var fuldstændig forduftet. 

Da de havde købt en drink, styrede hun hen mod bordet, hvor de andre sad. 

John flyttede sin stol helt hen ved siden af hendes og sørgede for at komme til at sidde sådan, at hans arm rørte hendes, hvilket forekom komisk, for han havde ikke tidligere på noget tidspunkt forsøgt at gøre tilnærmelser. Ikke før det øjeblik, hvor hun dansede med Jens.

Karla rykkede diskret stolen lidt væk fra ham, og henvendte sig til Jens, mens vennes kone spurgte John om noget.

-Jeg kunne godt lide den der sang, vi dansede til med trommerne, ved du hvad den hedder? Spurgte hun.

-Øh, jeg tror nok det er Beat it up, men jeg er ikke sikker, svarede han og kiggede forvirret fra hende til John og tilbage igen.

Karla tømte hurtigt hele den tredje gin og tonic og henvendte sig igen til Jens. 

-Skal vi danse?

-Men skal du ikke danse med John? Han sagde, at han var din partner? 

Karla rystede demonstrativt på hovedet og lo, mens hun kiggede hurtigt på John. 

-Nej han er min blind date, så vi har ingen forpligtelser og vi kommer ikke til at ses igen, svarede hun afvisende og gik ud på dansegulvet.

-Hov, du skal da danse med mig. Hvad laver du Jens? råbte John efter dem og så nærmest truende ud. Livet er for kort til slogskampe, tænkte Karla og traf en hurtig beslutning. Hun gik helt tæt hen til John, gav ham et kram og sagde så:

-Jeg siger tak for i aften, John. Det var hyggeligt at møde dig, men mere bliver det ikke til. Og nu vil jeg danse med Jens, hvis du vil have mig undskyldt, sagde hun og smilede stort.

John sad tilbage med et fåret udtryk i ansigtet, han rejste sig truende et øjeblik, hvorefter han faldt sammen på stolen og kiggede skuffet ned i sin drink. Da han kort efter trissede ud fra baren sammen med hans venner, vinkede hun opløftet til ham. For hendes aften fortsatte perfekt. Hun og Jens dansede i timevis, og måske var det alligevel i aften, at hun fik sig en kæreste. Men det blev bare ikke John, hendes blinddate.