Fotografen

Af Petrine Holmbye Fogtdal

Udgivet i Hendes Verden

Vil du komme til fotosession på torsdag? ☺

Selma kiggede på telefonen og sukkede tungt. Det var fjerde sms, hun fik fra Emil, der var en af hendes mors veninders søn. En fotograf, der havde behov for en model til nogle fotos til et projekt. Det var vel egentlig et godt tilbud, en stor del af Selmas veninder ville i hvert fald have følt sig beærede. Men af en eller anden grund havde Selma bare ikke lyst. Det kunne have noget at gøre med, at hun var lettere overvægtig og ikke havde det særlig godt med sin krop. Derfor var at posere noget af det sidste, hun havde lyst til.

Det kunne også have noget at gøre med, at Selma havde ret svært ved at møde nye mennesker. Det gjorde hende usikker og hun gik ofte i baglås og kunne ikke få et ord frem. Sådan havde det været siden… siden ja… faktisk altid. Måske havde det noget at gøre med hendes lettere komplicerede opvækst med en alkoholikerfar og en fornægtende mor. Desuden havde hendes mor brugt lang tid på at beskrive, hvor sær hendes veninde var og gjorde klart, at det sikkert også var tilfældet med hendes søn. Hun havde dog samtidig husket formanende at pointere, at det at sige nej ikke var en mulighed. Selma skulle hjælpe ham, for alt andet ville være for pinligt for hendes mor. Ville hun ikke, kunne det falde dårligt tilbage på hendes mor.

 

Skal vi sige klokken 17?

 

Stoppede det aldrig? Selma kørte hånden igennem håret, for hendes tynde lyse hår gled altid ud af hestehalsen og faldt ned foran ansigtet. Hun løftede blikket et øjeblik og stirrede ud ad vinduet, udenfor svømmede ænderne adræt rundt mellem hinanden i vandet, der måtte være isnende koldt. 

Hun vendte igen blikket mod mobilen og tog en dyb vejrtrækning, hvorefter hun langsomt begyndte at skrive:

 

Ok. Ses i morgen. Selma

 

Nu var det gjort. Hun måtte møde op, lige meget hvor lidt hun havde lyst.

 

Næste eftermiddag havde hun dødtravlt med at nå det til tiden. Da klokken nærmede sig 17, måtte hun løbe fra arbejdet og selvfølgelig glemte hun nogle vigtige papirer, hun skulle have haft med. 

Storprustende, svedende og med halstørklædet slæbende hen ad jorden løb hun hele vejen hen til lejligheden, der heldigvis kun lå ti minutter væk. Da hun nåede 4. sal måtte hun stønnende støtte sig til gelænderet, og det stod helt klart, at hun trængte til at lave mere motion. Tasken stod åben, så alt indholdet var ved at dratte ud, og kinderne var røde, da hun uden at kunne få vejret bankede på døren til lejligheden.

—Kom bare ind, døren er åben lød en stemme igennem døren. 

Selma studsede et øjeblik, rynkede brynene og følte sig straks lettere utilpas, for stemmen lød blød og venlig. Lidt sensuel måske. Selma fik en kuldegysning. 

—Undskyld, jeg fik pludselig rimelig travlt for at nå det, stammede hun usikkert, da hun stod i døråbningen og skiftevis lod blikket passere fra trappen til den kønne mand, hvis grå øjne lyste og tilbage til trappen igen, mens hun overvejede hvorvidt, hun stadig kunne nå at flygte.

—Hvor er det bare dejligt, at du kunne hjælpe. Du er bare helt perfekt, sagde Emil og lod øjnene panorere fra hendes ansigt og ned til fødderne. 

Selma fik det endnu mere dårligt over hans skamløse stirren og skulle lige til at skælde ham ud, inden hun nåede at stoppe sig selv. Hun kom i tanke om, at hun sådan set var her, fordi han manglede en model til sit projekt. Klart nok, at han var nødt til at kigge på hende for at slå fast, om hun egnede sig til opgaven.  Hun hankede op i sig selv og trak vejret dybt, idet hun trådte indenfor i lejligheden. Men det føltes ikke godt, at være på usikkert territorie og hendes hals snørede sig sammen. Som om det ikke var galt nok allerede, så fangede hendes fod tæppet i entreen, så da Selma fortsatte frem mod Emil, hang foden fast i tæppet, så hun faldt, så lang hun var, mens tasken fløj ud ad hånden på hende og kurrede hen af det nyvaskede trægulv. Da hun kiggede op, lå læbepomade, bind, notater og blyanter spredt ud over hele gangen. Hun sank noget stort og bekæmpede den stigende lyst til at flygte.

Skete der noget? Er du ok? Spurgte Emil bekymret, mens han begyndte at samle hendes ting op. 

Selma nikkede genert og rejste sig med et undskyldende smil. Hun tog skoene af for en sikkerheds skyld, mens en ubeskrivelig rød farve bredte sig i hendes ansigt. Det krævede en del overvindelse ikke at stønne højt, og hun måtte bide tænderne sammen, for knæerne smertede, da hun bøjede sig ned for at indsamle sine ejendele. 

—Det var noget af en entré, sagde Emil med et smil spillende i mundvigen.  

Det fik hende til at føle sig endnu mere flov, og hun nikkede bare. Det var formentlig for sent at flygte nu, tænkte hun. Men hun lovede sig selv at det var på tide, at hun blev i stand til at sige fra overfor sin mor. Det skulle være slut med altid at gøre, som hendes mor sagde. Det indebar nemlig alt for ofte noget, Selma slet ikke havde lyst til.

—Vil du have te? Det kan jo godt blive lidt koldt, når nu du skal sidde der lettere afklædt, sagde Emil smilende og gik ud i køkkenet. 

Selma havde netop sat sig i en stol, men hoppede nærmest op ad den, mens hun stirrede målløs på ham med åben mund. Og så slog det klik for hende. Det føltes lidt, som om hendes hoved var et Sank Hansbål, der blev antændt.

—Afklædt? Sig mig, hvad er det her for noget? Jeg skal under ingen omstændigheder være afklædt, sig mig hvad er du ude på? Spurgte hun indigneret og kiggede sig nervøst om i rummet på jagt efter tegn på, at han var en mand, hun ikke turde være alene med. Men hun kunne ikke se nogle. I stedet kneb hun øjnene sammen og fæstede dem på hans ansigt.

—Meeen, hvad mener du? Det er jo ikke på den måde, sagde Emil og kom ud fra køkkenet med en tepotte i hånden. Hun kunne se begyndende svedperler på hans pande.

—Altså, du skal jo bare kun have en stropkjole på… begyndte han.

Men Selma havde hørt rigeligt og afbrød ham. Hun kunne ikke selv gøre for det, ordene strømmede bare ud af hende som et voldsomt ukontrollerbart raseri. Stropkjole havde han sagt, det kunne betyde så meget. De kunne være hvide og helt gennemsigtige, vidste hun. Som om hun ville sidde uden tøj på foran ham. 

—Mænd er altid ude på det samme! I er ens alle sammen og ikke til at holde ud. Kvinder skal altid være afklædte! Jeg er så træt af det. Og her er jeg så sød at møde op og det første, du beder mig om, er at tage tøjet af… råbte hun hæmningsløst.

Alt det raseri hun havde sparet op, i hvad der virkede som hele livet, brusede bare ud af hende med en voldsom heftighed og det ene ord tog det andet, uden hun kunne stoppe igen. 

Men pludselig var det, som om hun et øjeblik kunne se sig selv udefra, og hun kunne ikke lide, hvad hun så, for Emil stod helt chokeret og stirrede genert på hende. 

Måske derfor lykkedes det hende at holde sig selv for munden og løbe ud i gangen, hvor hun hurtigt hoppede i skoene, mens hun kunne høre ham protestere inde fra stuen. Med tårerne løbende ned ad kinderne tog hun de mange trapper fire trin ad gangen hele vejen ned. Hun stoppede først med at løbe og græde, da hun sad på sofaen indenfor i sin egen lejlighed.

 

Jeg er ked af, hvad der skete i dag. Jeg tror nok, at du har misforstået situationen. Du skal ikke posere nøgen eller afklædt, blot i en kjole med strop. Det er intet promiskuøst i det. ☺

 

Selma smilede for sig selv så tårerne løb ned i munden, da hun læste Emils sms. Telefonen havde bippet allerede, da hun var på vej op ad trapperne. 

Og hun var flov, faktisk var en af grundene til, at hun stadig snøftede, at det var ubærligt, at hun havde opført sig sådan. Hvorfor havde hun ladet et eller andet gammelt raseri, som ikke havde fået luft i årevis, gå ud over en tilfældig mand. Det var bare ikke i orden, så meget vidste hun. Og mens hun tænkte over hendes opførsel, fik hun det endnu dårligere med sig selv, så hun satte sig i sofaen med puden mellem armene, mens hun kiggede ud ad vinduet. Hun kunne lige akkurat skimte nogle fugle glide forbi på himlen udenfor vinduet.

 

Riiiiiiiing, den gammeldags telefonlyd, hun for nyligt havde indstillet mobilen til rev hende ud af tankerne. Hun havde ingen anelse om, hvor længe hun havde siddet der i sofaen og kigget på fuglene, men sikkert flere timer.

Mor stod der på displayet.

Selma stønnede højlydt og pudsede næsen, mens hun et øjeblik overvejede at lade være med at tage telefonen. Men selvom det var det, hun ville, viste det sig, at hun åbenbart stadig ikke var i stand til at bekæmpe trangen til at efterkomme hendes mors ønsker.

—Ja, prustede hun træt ned i telefonen.

—Jeg har lige hørt, at du ikke blev fotograferet i dag alligevel. Emil fortalte Mia, altså hans mor, at du havde været i dårligt humør, og at I derfor måtte gøre det en anden dag. Hvad er nu det for noget med dårligt humør? Gik du hen til ham og gik så igen? Det fortalte han. Det kan man da bare ikke. Du er da fuldstændig utilregnelig. Og uden sans for takt og tone. En anden gang gider jeg altså ikke hjælpe dig med sådan noget, når du opfører dig som et 4 års barn.

Selma kunne mærke et raseri under opsejling lige under huden. Hjælpe hende! Det var hende der gjorde hendes mor en tjeneste, men det var typisk at den blev drejet, så det var hendes mor der hjalp. Hendes mor havde det med at synes, at hun hjalp. Altid. Hvilket hun efter Selmas mening aldrig gjorde.

— Jeg er altså træt mor. Kan vi tale en anden gang? Spurgte hun og prøvede at tilføje stemmen den rigtige mængde sukker, for at maskere den stigende vrede, der bølgede op hende igen. Det havde den det for øvrigt med at gøre, hver gang hun talte med sin mor. Det var sådan en ting, hendes mor bare var rigtig god at få til at udløse. Raseri.

—Det ved jeg nu ikke, om vi kan. Jeg synes ikke om, at du bare afviser mig, begyndte hun.

Men så gjorde Selma noget, hun aldrig havde gjort før, og det overraskede også hende selv.

—Farvel mor, sagde hun og lagde på. 

Bagefter sad hun og stirrede på mobilen, uden helt at kunne forstå, at det var sket. Hun gjorde det! Hun gjorde det! Hun gjorde noget imod hendes mor ordre, og det føltes bare supergodt. 

Raseriet forsvandt næsten med det samme, men episoden med Emil nagede hende. Der var ikke noget at gøre, hun var nødt til at skrive til ham, selvom hun ikke rigtig turde. Men episoden med hendes mor for et øjeblik siden, fik hende til at finde en ukendt styrke frem i sit indre. 

Hvorfor skulle hun dog posere for Emil, når hun slet ikke havde lyst? Det skulle hun ikke. Hun ville sige nej. Hun kunne sige nej. Selvfølgelig kunne hun det. Bare tanken fik hende til at føle sig lettere og gladere, så hun gik straks i gang med en sms.

 

Undskyld at jeg overfaldt dig, det var ikke min mening. Og det lyder ok med kjolen. Men jeg tror alligevel, at vi skal droppe det. Jeg er ikke så velegnet til at posere i en stropkjole og vil egentlig helst være fri. Jeg håber, det er ok?

 

Der gik ikke mange minutter, før et svar bippede ind.

 

Hej Selma. Det er jeg virkelig ked af at høre. Selvfølgelig må du selv bestemme, og du skal da ikke, hvis du ikke har lyst. Men jeg synes altså, at du er meget smuk, og du ville være perfekt til mit projekt. Så tænk lige over det en ekstra gang, vil du ikke?☺ Emil

 

Alle hans smileyer gjorde hende glad. Selv kunne hun ikke finde ud af at skrive andet en tørre informative sms´er. Hun læste hans sms mange gange. Han sagde, at hun var smuk, hvilket hun kun havde hørt ganske få gange i sit liv. Men på den anden side var det sikkert et trick for at få hende til at sige ja, og noget han sagde til alle dem, der skulle deltage i hans projekt. Det kunne i hvert fald ikke få hende til at skifte mening. Desuden var hun både kommet for sent, var faldet i gulvtæppet og havde råbt og skreget af ham. Der var ingen tvivl om, at hun slet ikke kunne se ham i øjnene igen. Det måtte droppes, og sådan måtte det bare være.

 

Det går desværre bare ikke. Selma

 

Hun havde lige trykket send, da hun begyndte at ærgre sig. Mage til kedelig sms og hvilket tamt ordvalg…

Men nu var det for sent, han havde modtaget den, og løbet var kørt. Men han havde nu alligevel virket ret sød og tilforladelig, tænkte hun ved sig selv. Hvis bare hun havde mødt ham i en anden sammenhæng, og det ikke havde handlet om, at hun skulle tage tøjet af. Hvis bare, hvis bare… det var typisk hende at tænke sådan hele tiden. Som om virkeligheden havde et alternativt spor, der kunne ændre omstændighederne og som man kunne slå ind på, hvis man var hurtig nok.

Selma sank opgivende tilbage i sofaen. Hun havde i den grad lavet rod i det med Emil, men hun følte sig alligevel rimelig euforisk, for det var for første gang lykkes hende at sige fra overfor sin mor og nu tegnede fremtiden lysere og langt mere spændende. Pludselig kunne hun ovenikøbet måske bestemme over sit eget liv! Eller i det mindste have følelsen af at hun gjorde…

Lyden fra dørklokken rev hende ud af sine tanker.

Det var garanteret avisbuddet, han plejede altid at ringe på omkring dette tidspunkt, og det var hende ubegribeligt, hvorfor de ikke udstyrede ham med nøgler. Af en eller anden årsag, ringede han altid på hos hende.

—Nå. Skal avisen ud igen i dag? spurgte hun lystigt i dørtelefonen og blev helt overrasket over sin egen munterhed.

—Øh… sagde en stemme i den anden ende, som slet ikke lød som avisbuddets.

—Undskyld. Jeg troede, det var avisbuddet… sagde Selma tøvende.

—Det er Emil, svarede stemmen og nu kunne hun godt genkende den bløde, behagelige stemme. Hun for sammen mens et væld af ubestemmelige følelser løb igennem hendes krop. Det var, som om hun igen blev en lille pige, og hun kunne tydeligt mærke følelsen af igen og igen at blive dirigeret og irettesat af sin mor. Vreden kom med det samme op i hende, men hun huskede sig selv på, at hun var vred på sin mor ikke Emil.

—Øhh. Hej Emil, sagde hun så nødtvungent.

—Ja, altså. Jeg tænkte, om jeg måtte komme op? Jeg synes, vi kom lidt skævt ind på hinanden i går og det er jeg egentlig ked af. Så derfor… Jeg tænkte, at vi måske bare kunne tale lidt sammen. Jeg har ikke mit kamera med eller noget. Det er ikke for at tage billeder, fortsatte han og tav så.

Selma fik det straks dårligt. Bare tanken om en mand i hendes stue! Der havde aldrig været nogen mand i hendes lejlighed, der var hendes helle. Hun brød sig slet ikke om tanken om, at Emil skulle sidde i hendes sofa. 

—Vi kan også bare drikke en kop kaffe på en af alle de cafeer, der er her i nærheden, forsatte han så, da hun ikke svarede.

Selma overvejede tanken om en café. Det var næsten som en date. Eller i hvert fald et møde med en mand, og man kunne ikke sige, at hun havde for mange af den slags. Og hun behøvede jo ikke at sige ja til at tage billederne, bare fordi de drak kaffe. Skulle hun sige ja? Hvad ville hendes mor gøre? Sekundet efter at den tanke slog ned i hende, forkastede hun den igen. Hendes mor. Det var jo så endegyldigt lige meget, hvad hendes mor ville sige. Hun var jo slet ikke interesseret i at gøre som sin mor.

—Det kan vi godt, svarede hun overrasket over sit eget mod.

 

Da hun meget senere kom op i lejligheden, kastede hun sig på sengen, mens tankerne hvirvlede rundt i hovedet.

Det havde været hyggeligt. Hun kunne stadig ikke forstå det. Men Emil var sød, og de havde talt godt sammen. Faktisk havde det været en af de bedste kopper kaffe, hun havde drukket på det sidste. Og han havde lyttet opmærksomt, da hun havde forklaret ham om sin mor og opvækst som begrundelse for hendes mærkværdige optræden dagen før. For nu havde hun endelig indset, at al den opsparede arrigskab, hun bar rundt på, havde en del at gøre med hendes mor.

Og hvad der overraskede hende selv mere end det lod til at overraske ham var, at han havde fået overtalt hende til at posere til projektet. Hun ville gerne, nu hvor hun havde mødt ham og indset, at han faktisk var hyggelig og rar at være sammen med. Ja, faktisk glædede hun sig til i morgen klokken 17, hvor de skulle mødes i hans lejlighed. Og måske… hun drømte om det allerede— kunne det være, at der ville blive en kop kaffe mere en anden gang….