Genboen 

 Af Petrine Fogtdal 

Udgivet i Hendes Verden

I dag står vinduet lidt på klem, så jeg kan fornemme brisen fra foråret.  Egentlig behøver vinduet slet ikke at stå åbent, for jeg kigger altid igennem ruden. Det er mere diskret. Det gør jeg altid, når jeg sidder foran computeren. Jeg ordner ting og sager, surfer og nogle gange arbejder jeg hjemmefra. Eller det var det, jeg burde gøre. For det meste af min tid går faktisk med at jeg helt ubemærket løfter blikket – uden jeg ændrer på min holdning, så jeg ikke bliver afsløret – og kigger ind af vinduet overfor. 

Det skyldes, at jeg elsker at se manden i lejligheden overfor bevæge sig. Når han bøjer sig frem, kan man se hans stærke arme igennem sweateren, og hans brune let krøllede hår falder ned foran hans perfekte øjne. Jeg bor på en meget smal gade, så der er ikke mange meter over til ejendommen overfor, og det er nu cirka 4 måneder siden,  han flyttede ind. Fire måneder, hvor jeg har fået lavet alt for lidt foran computeren. Det skyldes alt sammen Elias Zangen, som han hedder, for jeg har selvfølgelig tjekket dørtelefonen. 

Det er fredag eftermiddag, og jeg er gået forbi hans hoveddør snart  25 gange, men han er ikke kommet ud endnu. Desværre. Jeg har ellers fulgt godt med i hans rutiner og er ret sikker på, at han plejer at gå på arbejde lige omkring dette tidspunkt. Men åbenbart ikke i dag. Rimeligt ærgerligt, for jeg har brugt over en time på at lægge makeup og sætte håret. Og jeg har taget de højhælede på, selvom jeg hader at vakle omkring i dem. 

Jeg har lige besluttet mig for at tage den sidste tur forbi opgangen og vender netop rundt på hælen, da døren går op. Hjertet farer op i halsen på mig og sætter sig fast. Nu står han der faktisk. Med det brune let krøllede hår, der danser omkring hans ansigt med de brede læber og mørke øjne. Han har slidte cowboybukser på og en trøje under den åbne jakke. Han skutter sig lidt i forårsbrisen, mens jeg skynder mig at læne mig op ad muren og prøver, alt hvad jeg kan på, at se fuldstændig afslappet ud. Det er svært, for hele min krop er spændt, samtlige nerver er presset til bristepunktet.  Jeg holder min telefon foran mig og sms´er, for så ser det forhåbentlig ud, som om jeg venter på nogen. Men jeg kan slet ikke se bogstaverne, for brillerne har jeg lagt derhjemme, ikke fordi jeg ikke ser godt ud med briller, men de kunne jo dugge. Eller måske kan han slet ikke lide briller. Jeg turde ikke tage chancen.

Ordene sad fast i halsen på mig, og nu er han på vej ned ad vejen til den anden side, end hvor jeg står. Og han kiggede ikke engang på mig! Jeg som har marcheret foran hans hoveddør en time!  Jeg føler mig som verdens mest tossede person. Skal jeg løbe efter ham? Spørge om han har ild, selvom jeg ikke ryger? Det ville ikke rigtig give mening, når jeg ikke har nogen cigaret at hive frem. Men hvad skal jeg så spørge om? Inden jeg når at beslutte mig, er han allerede drejet om hjørnet og ude af mit synsfelt. Hvis jeg skal nå ham nu, skal jeg spæne. Men jeg gør det ikke. Jeg gør det aldrig. Jeg ved det jo godt. Det er ikke første gang, jeg marcherer foran hans hoveddør fuldstændig parat med de smarte bemærkninger eller det gode spørgsmål, som jeg, i det sekund han åbner døren, glemmer fuldstændig. Jeg tør jo ikke. 

Alligevel prøver jeg at holde gejsten oppe med et “Næste gang”, mens jeg tripper skuffet tilbage til lejligheden. Jeg smider mine højhælede sko  indenfor døren, de har allerede givet mig ømme fødder. Så tager jeg spænderne, der strammer, ud af håret og hopper i nogle joggingbukser, hvorefter jeg dumper ned i sofaen, mens jeg indser, at det heller ikke bliver i dag, jeg kommer til at tale med min drømmefyr. Da jeg har fordøjet den kendsgerning, rejser jeg mig og finder en pakke småkager frem, laver te og sætter mig ved computeren. Der er noget arbejde, som jeg skal gøre færdigt. Og det bedste er nok at holde fokus på det, der skal gøres og ikke tænke så meget over, hvad min genbo har gang i. Men det er svært. For kort efter distraherer en bevægelse i lejligheden mig. Han skulle åbenbart ikke på arbejde i dag, for han står i stuen  og smiler stort, så jeg bliver helt varm i kroppen. Så griner han. Gad vide, hvad det er, der gør ham så glad i dag, tænker jeg og gumler på endnu en småkage. Nu tager han sin sweater af. Indenunder har han en t-shirt, der er figursyet. Man kan, selv helt herovre fra, godt ane hans lettere muskuløse overkrop. 

Det ser ud, som om han er ved at dække bord, men nu går han ud i køkkenet, og så kan jeg ikke se ham længere. Jeg bliver ved med at stirre på dagligstuen i håb om, at han dukker op, men da der er gået ti minutter, uden han er kommet tilbage, sukker jeg skuffet. Sekundet efter bliver jeg opmærksom på, at jeg endnu ikke engang har åbnet det dokument fra arbejdet, jeg skulle se på. Jeg sukker og tager mine briller på, hvorefter jeg kaster mig over arbejdet. Da jeg næsten er færdig med at rette i dokumentet, vandrer han storgrinende rundt i stuen,  og uvilkårligt kommer jeg til at smile med, lige indtil smilet stivner, og mit humør synker betydeligt – han har gæster – det er derfor, han smiler. Ind fra køkkenet spankulerer nu en kvinde. Høj, selvfølgelig og pæn. Typisk. Hun har pagehår, der sidder perfekt, og så ser hun tilmed sød ud. Hun griner tilbage til ham, og de sætter sig ved bordet. Jeg rejser mig fra computeren og går helt hen til vinduet for bedre at kunne se, selvom jeg godt er klar over, at det er selvpineri. Jeg har hovedet drejet ned mod vejen for ikke at udspionere alt for åbenlyst.

De sidder længe i stuen. Spiser, griner og snakker. Så meget kan jeg se herfra. De drikker rødvin, og der står en masse fade på bordet.  De spiser garanteret noget lækkert gourmetmad, for Elias er garanteret også smaddergod til at lave mad. Det ved jeg bare. At betragte dem, der tygger, får min mave til at rumle.

Jeg drejer hovedet og kaster et blik på køkkenet. Hvad skal jeg selv spise i dag? Trist til mode dalrer jeg ud i køkkenet og slår hurtigt fast, at jeg ikke har meget andet end pasta, en færdigret og nogle minutnudler. Fantastiske valg og ret gourmetagtigt, når jeg skal sige det selv… 

Med et højt støn, som kun jeg selv kan høre, tager jeg færdigretten og putter den i mikroovnen.  To minutter efter er den færdig, og jeg spiser den foran computeren , mens jeg prøver at gøre arbejdet færdigt, selvom jeg reelt bruger mere tid på at udspionere.

Der går ikke ret længe, så rejser de sig og kommer tilbage med noget, der unægteligt ligner kaffekopper. 

De sætter sig i sofaen. Jeg er lige ved at græde nu. I fire måneder har jeg holdt øje med ham og i al den tid har jeg ikke set noget, der bare med en antydning kunne indikere, at han havde en kæreste. Men de mange gange frem og tilbage foran hans hoveddør har ikke bragt noget resultat, og selvfølgelig bliver han nuppet af en anden. Han er jo flot, ser sød ud og virker rolig. Desuden ved jeg, at han er renlig, altid holder orden, ser ud til at lave lækker mad og bruger det meste af sine aftener på at læse bøger, med mindre han en sjælden gang ser en film eller kigger på computeren. Altså en af dem, man gerne vil have fingre i. Selvfølgelig er jeg ikke den eneste. 

 De sidder stadig i sofaen, og det her er tortur. Jeg kan næsten ikke klare det længere. Jeg går væk fra min plads ved vinduet og ringer til Charlotte. Men hun vil ikke med i biografen og se den nye kærlighedsfilm. For at det ikke skal være løgn, har hun en aftale med Tim fra arbejdet. De skal ud og drikke en øl. En date altså. Heldige Charlotte. Så prøver jeg Anna, Mari, Lisbeth og Sif, men enten tager de den ikke eller også har de andre planer. Jeg står et øjeblik og kigger på kontakten “Mor”. Jeg skal lige til at trykke men lader være. Det er ikke fordi, jeg har noget imod min mor, der sådan set er ganske sød og rar, men jeg er ikke sikker på, at det at være sammen med hende kommer til at virke som et plaster på såret. Så er jeg bare 5 år igen og skal trøstes. Det kan simpelthen ikke være rigtigt. I stedet lejer jeg en film online og spiser den is, jeg fandt i fryseren gemt bag færdigretten. Det hjælper nu heller ikke synderligt på humøret, så den ene film afløser den anden. Gardinerne har jeg trukket for nu, for jeg vil ikke pine mig selv længere. Tænk, hvis de begynder at kysse eller det, der er værre. Det vil jeg slet ikke kunne bære.

Næste morgen vågner jeg med is på trøjen, og skeen sidder fast i mine bukser. Jeg er faldet i søvn på sofaen og har fået ondt i ryggen. Jeg rejser mig helt stiv og går hen til vinduet. Gad vide, om det er sikkert at trække gardinet fra nu. 

Jeg gør det og kigger lige ind i hans tomme dagligstue og får heldigvis ikke øje på nogen synlige tøjstykker, som jeg skal tude snot over. 

Så falder mit blik ned på vejen, hvor der er bevægelse. En større kran holder parkeret sammen med nogle arbejdsbiler. På en lørdag, tænker jeg, og så slår det mig pludselig. Det var i dag, vejen skulle være ryddet for biler. Der var parkering forbudt fra klokken syv om morgenen, og bilerne kunne muligvis blive trukket væk, hvis ikke de var fjernet. De advarede os for flere uger siden med en besked i postkassen. Jeg kigger på uret. Klokken er et kvarter over otte. Typisk. Gad vide hvad klokken var, da jeg faldt i søvn, mens film nummer fem rullede over skærmen eller var det fire?

Jeg kaster en jakke over mine plettede bukser og bluse, dropper at kigge mig i spejlet, for jeg ved alligevel godt, at min mascara er faldet ned under øjnene, og at mit hår ser ud som om en fugl har boet i det.  Men hvad, det er jo bare to minutter. Og jeg må skynde mig, for jeg vil ikke have min bil fjernet. 

Jeg løber ned ad trapperne nervøs for, om min bil har det godt, og hvor dyr bøden mon bliver. Da jeg hiver døren til gaden op, vender en masse arbejdsmænd sig om og kigger på mig. Men de siger ikke noget. Og der holder min bil. Alene. For det ikke skal være løgn… Det ser ud til, at alle andre har flyttet deres. Jeg er den sidste. En af dem kommer over til mig og brokker sig over, at jeg har forsinket dem. Det er min skyld, at de ikke har kunnet parkere kranen ordentligt. Det kommer til at koste mig, forsikrer manden i den orange kedeldragt. Jeg sukker og nikker og siger så mange gange undskyld, som min selvopholdelsesdrift kan klare. Så sætter jeg mig ind i bilen og kører frem. Jeg ved, at der er pladser nede ad gaden til højre. Der er altid pladser på den sidevej. Jeg er stresset og stadig ikke vågnet samtidig med, at jeg har dårlig samvittighed over at have glemt at flytte bilen. Sådan noget kan jeg bare ikke lide. Og mit hjerte dunker nervøst i kroppen.

Derfor gasser jeg alt for meget op, kører for stærkt og er fuldstændig uopmærksom, da jeg parkerer. Mit venstre forhjul hamrer med et sygt højt klonk ind i fortorvskanten, hvilket lyder særdeles ildevarslende. Jeg stønner for mig selv, bakker lidt og prøver at ramme pladsen bedre. Jeg holder stadig skævt, men jeg gider ikke mere. Jeg vil op og have et bad, tage ordentligt tøj på og stå op. Jeg føler mig helt klistret, smurt ind i is, som jeg er.

Men inden jeg går op, vil jeg lige kigge til hjulet. Hvordan det dog kan være muligt, er mig ubegribeligt, men jeg har ødelagt det. Eller også har der ligget noget, som jeg er kørt over. Jeg er næsten ved at begynde at græde, og tager mig selv i at bande højlydt, for jeg orker det bare ikke.  Hjulet ligner slet ikke noget, jeg kan køre videre med. “Nej, nej, nej,” siger jeg højt, mens jeg tager mig til hovedet. Da en hånd lander på min skulder, når jeg først i sidste øjeblik at stoppe mig selv i højt at råbe, “lad mig være i fred.” 

“Havde du travlt?” spørger en stemme fuld af latter, og jeg vender mig træt om med mundvigene hængende ned af.

Og stivner. Det er ham. Lige der. Foran mig. Lyslevende. Hans brune øjne spiller med det grønne islæt i sig og lyser af munterhed. Jeg åbner munden på vid gab og måber, mundlam, for hvor uheldig kan man være. Ødelægge et hjul og møde sin drømmefyr lige den dag, man er smurt ind i is, iklædt morgenhår og gammel sminke. Jeg bliver helt tør i halsen og glor bare målløs på ham. Lidt for længe, for han kigger forvirret på mig, over jeg ikke svarer. Han tænker garanteret, at jeg er sær, når jeg lige at tænke, inden jeg presser mig selv til at svare.

“Ja, der var jo det med parkeringsforbuddet,” siger jeg, for det var det bedste, jeg kunne komme på, selvom det ikke helt besvarede hans spørgsmål, som jeg allerede har glemt.

“Netop. Jeg havde faktisk også glemt det, men har flyttet bilen nu. Er du ok? Du ser lidt paf ud? Du ved godt, at det er mig, der bor lige overfor dig ikke? Vi kan se igennem hinandens vinduer. Og jeg har også set dig mange gange på gaden, ” forsætter han med et smil.

Jeg nikker ude af stand til at sige noget. Men så smiler jeg stort og indser situationens muligheder. På et sekund har jeg tørret den gamle sminke af med fingeren under øjnene, sat håret om bag øret og rettet mig op, mens jeg prøver at genvinde fatningen.

“Ja, jeg væltede bare nærmest ud af sengen og ned i bilen for at flytte den, og så er der sket noget med mit hjul,” lykkes det mig at sige helt uden at stemmen krakelerer.

“Skal jeg lige se på det? Min far er mekaniker, så jeg er lidt miljøskadet,” siger han med et smil, og jeg kan slet ikke forstå, at Elias taler til mig. Har han ikke lige haft sex med en anden i går? Jeg så det jo selv. Næsten. Og skal han ikke noget? Har han virkelig tid til at stå her og kigge på mit hjul?

Han bøjer sig ned, og jeg kan ikke lade være med at stirre på hans ryg, der buer smukt, mens han undersøger hjulet. 

“Det kan lappes til at starte med, du kan købe sådan en sprøjteting, og så køre på et dækcenter og tjekke om det kan laves,” siger han. “Der er ikke sket noget med fælgen, selvom det lød sådan. Den er bare ret skrammet. Så ingen panik, du kommer ikke til at gå bankerot over det der,” siger han og rejser sig op.

Jeg ånder lettet op og bekæmper lysten til at knibe mig selv i armen. 

“Skønt, jeg kunne heller ikke overskue, hvis der var noget galt. Og jeg skal bruge bilen senere, da jeg skal til foredrag med Jens Christensen, forfatteren.

“Skal du?  Det skal jeg også, jeg er helt vild med hans seneste roman.”

Jeg kniber øjnene sammen, det er for godt til at være sandt, tænker jeg, mens vi smalltalker om hans bøger.

“Nå, nu skal jeg have noget morgenmad. Jeg benyttede lige lejligheden til at hente nogle croissanter, da jeg alligevel skulle flytte bilen. Vil du med op til mig og have en kop kaffe og en croissant?” spørger han, som om det er det mest naturlige i verden.

“Men min bluse er smurt ind i is,” svarer jeg, indtil jeg indser, at jeg kom til at tænke højt. “Øh, jeg mener, det…” begynder jeg, men han afbryder. 

“Så gør det jo ikke noget, hvis du spilder lidt kaffe også,” siger han og begynder at gå. 

Jeg siger ja tak, følger efter ham og tænker, at virkeligheden bare nogle gange er endnu bedre end drømmene…