Ubudne gæster

 Af Petrine Fogtdal

Udgivet i Søndag.

Det var mørkt, da Lise låste sig ind i lejligheden, hvor hun boede alene. Efter klokken otte var byen altid fuldstændig død. Alligevel havde det aldrig generet Lise at komme sent hjem om aftenen, hun tog altid ubekymret toget hjem ved midnatstid, og den lille bys dunkle gader havde aldrig afskrækket hende. Hun havde rundet de 50 og følte sig overbevist om, at der lurede større farer, hvis man var en ung kvinde. 

 

Indenfor i lejligheden tændte hun lyset på badeværelset, der befandt sig i entreen, og det var først, da hun kom ud derfra, og kastede blikket ind i stuen, at hun studsede. Blomsterne stod som de plejede, sofaen var ryddet, men alligevel kunne hun se, at noget var anderledes. Hun lod blikket passere fra den ene genstand til den anden uden at kunne sætte fingeren på, hvad det var. Da øjnene nåede bogreolen, stoppede de. Der var et tydeligt mellemrum, som ikke plejede at være der. 

Der manglede en bog men hvilken? Havde hun taget den ud for nylig? Nej, det var hun ret sikker på ikke var tilfældet, for på det sidste havde hun læst bøger fra biblioteket. På trods af at hun i ikke var bange anlagt overhovedet, kunne hun godt mærke, hvordan de små hår rejste sig i nakken. Da hun anspændt lod øjnene panorere rundt i lejligheden, fik hun øje på bogen. Den lå opslået midt på køkkenbordet. Tøvende gik hun helt hen til køkkenbordet.

”Bliv et bedre menneske” hed den. Bogen var tyve år gammel, og hun havde beholdt den, fordi den altid havde sagt hende noget og hun havde læst den flere gange igennem årene. Umiddelbart lignede den sig selv, der var ikke noget anderledes ved den udover det faktum, at det absolut ikke var hende, der havde taget den ud af reolen og placeret den opslået på køkkenbordet. Hun lod blikket løbe ned over den side, den lå slået op på.

”Vær altid mod andre, som du ønsker, de skal være mod dig,” sagde overskriften. Og med udgangspunkt i den gamle talemåde gennemgik den, hvordan den gode energi, man gav ud, ville komme tilbage til en selv med fuld styrke og rigt udbytte. Hun huskede godt kapitlet, og hendes blik fangede en mørk smudsplet på siden, hvilket var uhørt, fordi hun aldrig spiste fedtet chokolade eller andet, mens hun læste. Hun holdt bogen op til næsen, men der var ingen lugt. 

Ubehageligt til mode bevægede hun sig rundt i den lille lejlighed, der kun bestod af et køkken, en stue og et lille soveværelse. At tænke sig, at nogen havde været inde i lejligheden og lagt bogen på hendes bord! Hvorfor? Hvad ville vedkommende sige? Og hvordan var det lykkedes dem at komme ind? Låsen var ikke brudt op, og det var kun viceværten, hendes veninde Mia og hendes søn Torkild, der havde nøgle til lejligheden. Og hun betragtede alle tre som sine gode venner. 

 Hun gik fra vindue til vindue og rullede gardinerne ned, mens hun nervøst spejdede ud på den mørke gade for tanken om, at nogen betragtede hende, ville ikke forlade hende. Da hun kom til køkkenet, opdagede hun, at vinduet stod på klem. Havde hun efterladt det sådan? Det lignede hende absolut ikke, pertentlig som hun var, men nu vidste hun da, hvordan vedkommende var kommet ind. Idet hun lukkede vinduet, noterede hun sig, at alt også var stille i gården, som det plejede.

Dagen efter ringede hun til Torkild, Mia og viceværten for at høre, om de måske havde været inde i lejligheden og placeret bogen på bordet.

Det havde ingen af dem, men både Mia og viceværten Jens mente, at hun skulle gå til politiet. Jens bad hende tænke over, hvem der kunne have noget imod hende. Hun prøvede. Men faktisk kunne hun slet ikke komme i tanke om nogen, hun havde haft en konflikt med i årevis. Hendes bror måske, dengang arven fra deres forældre skulle fordeles, hendes søn for vel 10 år siden nu. Og så var der hendes overbo, som hun gentagne gange havde klaget over, fordi han spillede alt for høj musik på upassende tidspunkter? Men at det skulle føre til, at han begik indbrud i hendes lejlighed, havde hun svært ved at forestille sig.

Der gik en uges tid, hvor alt fortsatte som vanligt og hun havde besluttet, at lade episoden ligge.

Fredag aften, da hun kom sent hjem fra en middag med Mia, vidste hun dog med det samme, at noget var forkert. Potteplanten på reolen fangede straks hendes blik. Det var ikke hendes veltilpassede, smukke Gerbera Daisy med de sart rosa blomster, som hun havde haft i flere år, der stod på sin vante plads. Ved siden af flamingoblomsten stod nu i stedet en fuldstændig slatten og vissen bregne. Lise måtte undertrykke et gisp ved synet af den døde plante og denne gang rystede oplevelsen hende.  

Da hun ringede til Mia, insisterede hun på, at hun tog kontakt til politiet. Og der var da også denne gang boret et lille hul under haspen ved vinduet, så det var vel at betragte som et regulært indbrud. Alligevel føltes det mere alvorligt, hvis hun ringede og hun ville helst bare skubbe begivenheden væk fra bevidstheden.

-Det er standardprocedure ved et indbrud. Et lille hul under haspen tillader et tyndt stykke ståltråd at passere, så man let kan løfte haspen, forklarede betjenten og sagde, at eftersom intet var stjålet, måtte hun tænke over, hvem det kunne være og hvorfor vedkommende skulle ønske at udskifte hendes plante. 

 

Med hjertet oppe i halsen, lukkede hun dagen efter sin dør bag sig for at tage til Ålborg. I opgangen mødte hun Jens og de hyggesnakkede om byens vidundere.

Klokken var mange, da bussen trillede ned ad hendes gade. For første gang i hendes liv havde hun næsten ikke lyst til at gå op i lejligheden, og hun måtte med fortrydelse erkende, at begivenhederne påvirkede hende mere, end hun ville indrømme. 

Alt så almindeligt ud, da hun trådte indenfor, og hun åndede lettet op og satte sig i sin yndlingsstol for at læse lokalavisen, som hun havde taget med fra postkassen. Da hun foldede den ud, røg en hvid kuvert på gulvet. Der stod ikke nogen afsender på, men da brevkniven skar igennem papiret dryssede noget ud på hendes ben. Forskrækket vendte hun konvolutten og kiggede overrasket ned på det grålige støv, som mest af alt lignede aske. Hjertet dunkede hårdt i brystet, og hun fik svært ved at få vejret. Hun kiggede ned i konvolutten. Den var fuld af gråt støv og et papir. Med let rystende hænder tog hun papiret op og læste:

”Jeg har ikke glemt dig.” Ordene stod skrevet på computer med store typer. Hun blev overmandet af følelsen af at være fanget i sit eget hjem. 

Hun ringede til Mia, der kort efter befandt sig i lejligheden.

-Hvad skal jeg gøre? Spurgte Lise nervøst.

-Vi må tale med politiet igen, fastslog Mia omsorgsfuldt og lagde armen omkring Lises skuldre.

 

Politiet kunne ikke hjælpe, når Lise ingen anelse havde om, hvem der ville genere hende. Samtidig var der ikke rigtig blevet begået nogen forbrydelse, selvom brevet selvfølgelig var en trussel. Men hverdagen fortsatte, som den plejede. Lise gik på arbejde, nu med en peberspray i håndtasken, Mia havde købt til hende. Hun sov dårligt og kunne ikke finde ro hverken derhjemme eller andre steder. Først en uge efter, begyndte hun at slappe af.

Klokken var 15.30 fredag, da hun fik en sms. 

Du er ensom, stod der, og Lise fik med det samme åndenød.

Klokken 16 tog hun direkte hen til Torkild efter arbejde.

-Det er et taletidskort, slog han fast, da han havde søgt efter nummeret på nettet og på De gule sider. – Og da du ikke har hemmeligt nummer, kan alle jo få det, hvis de vil. Men gem sms´en som dokumentation til politiet.

Lise besluttede sig for at svare, selvom Torkild sagde, at hun ikke skulle. Men hun kunne ikke lade være.

Hvorfor kontakter du mig? Hvad vil du?  Skrev hun.

Byde dig, hvad du har budt mig.

Hvad har jeg budt dig? Skrev hun tilbage med bankende hjerte.

Ensomhed.

  Hun kiggede længe overrasket på beskeden. Ensomhed? Kunne det være AnneMarie fra arbejdet? Hende, der altid talte som et vandfald og som flere gange havde spurgt, om de ikke skulle gå i biografen sammen? Lise havde pænt takket nej, for det var rigeligt at være sammen med AnneMarie i arbejdsregi, og hun orkede ikke hendes mange ord. Den aften sov hun hos Torkild, for hun havde ikke lyst til at tage hjem til lejligheden af frygt for, hvad hun ville finde der. Næste morgen tog Torkild med hende tilbage og sammen tjekkede de, at alt var som det plejede at være. Hun gjorde rent det meste af dagen, og sent på eftermiddagen bibbede telefonen igen, og Lise håbede, det var Mia. Det var det ikke. Vantro stirrede hun på bogstaverne i beskedboblen uden helt at forstå, hvad hun læste.

Nede bag Netto er der et stykke med grønt. Kig i det østlige hjørne.

 

Politiet tog sms´en alvorligt. Heldigvis, for den drejning begivenhederne tog, var virkelig ubehagelig, syntes hun. Senere samme dag ringede de for at fortælle, at de havde fundet en død kat i en pose på det sted, der var beskrevet i sms´en. De kunne ikke sige, hvordan katten var død, men den så nu ikke helt ung ud, forklarede betjenten i telefonen. Lise havde altid været vild med katte, og havde hun boet et andet sted, havde hun nok haft en fire-fem stykker. Oplysningen gjorde Lise ude af sig selv, men betjenten rådede hende til at tage den med ro, da det indtil videre næsten var at kategorisere som drengestreger, selvom han selvfølgelig gav hende medhold i, at hun blev stalket. Men det var svært at gøre noget ved det uden mistænkte, og hun var heller ikke blevet truet.

Alligevel tog det igen Lise over en uge at komme næsten ovenpå igen, men fredag overskyggede forventningen til forestillingen på Århus Teater, som hun skulle til med Mia, alt andet. 

 

Da de kom hjem fra stykket, mødte de viceværten i opgangen, og de sludrede længe om stykket, som han også havde læst om i avisen.

-Du ser lidt bekymret ud. Er du blevet generet yderligere? Spurgte han, og Lise fortalte om katten og stenen med indskriften.

-Det lyder sært, sagde han.- Er du da ensom? Spurgte han.

Lise rystede på hovedet. -Men jeg begynder at føle mig en smule ensom nu, hvor alt dette sker.

– Måske er det det, vedkommende er ude på? foreslog han, da de begyndte at gå op ad trappen.

Da hun og Mia kom op i lejligheden, lukkede Mia døren eftertrykkeligt bag dem. 

-Så du hans mærkelige smil, da du sagde det med ensomhed? Spurgte hun. -Han kiggede på dig på sådan en særlig måde og så næsten ud, som om han morede sig.

-Jeg håber da virkelig ikke, han morer sig over min situation, det ville være gement!

-Ja, selvfølgelig. Men du ville jo ikke være kærester med ham vel? Måske har din afvisning gjort ham ensom?

Lise tænkte på dengang for et år siden, hvor hun pænt havde takket nej, da han inviterede hende på kaffe. Han var tydeligvis ude på mere, hvilket hun ikke var. Men siden da havde de været gode venner og altid hyggesludret. Hun havde virkelig svært ved at forestille sig, at Jens skulle være hendes plageånd. Men på den anden side… Han var selvfølgelig den eneste med nøgle til lejligheden udover Mia og Torkild.

-Jeg tror godt, det kunne være ham. Men vi skal have beviser, sagde Mia tænksomt. -Jeg har en ide… 

 

Næste morgen kom Torkild med et minikamera, som han instruerede og overdrog til Mia. Jo mere Lise tænkte efter, des mere forekom det hende at være en mulighed, at det rent faktisk var Jens. Han havde været meget interesseret og havde i første omgang taget det ilde op, da hun takkede nej. Men så var det som om, han glemte det og begyndte at tale pænt til hende igen. 

Da Mia havde gjort kameraet klart, gik de ud ad lejligheden klokken ti, der var det tidspunkt, hvor Jens plejede at ordne indgangen til opgangen. 

-Skal du ikke låse? spurgte Mia henkastet med høj stemme, da Lise lukkede døren. 

-Hvis han eller hun vil ind, kommer de jo alligevel ind. Desuden er vi jo kun væk en times tid, svarede hun anspændt.

Lise var virkelig nervøs, da de gik tilbage til lejligheden fra biblioteket og Netto. Frygt og spænding blandede sig i hende. 

-Det skal nok gå. Enten er der ikke sket noget som helst, eller også har vi afsløret vedkommende. Om det nu er viceværten eller en anden. Faktisk er det allerværste der kan ske, at ingen har været inde i din lejlighed, konkluderede Mia og gav hendes hånd et klem. Hun lød meget overbevist, og hendes ro smittede af på Lise.

Men alligevel sad nerverne udenpå tøjet, da de gik op ad trappen. Mia gik forrest ind i lejligheden, og hun udbrød et lille, halvkvalt hyl, da hun nåede stuen. Lise pressede sig forbi hende og så, at hendes yndlingsstol var dækket af jord, der så ud til at være tværet godt og grundigt ind i betrækket. På sofabordet stod en forglemmigej uden potte. Det var bare en bunke jord, hvor der op ad stak et par stilke med blå blomster. Lises øjne flikflakkede mellem blomsten og yndlingsstolen, der nu i stedet for at være hvid var sortgrå. Det sortnede for hendes øjne, og hun følte sig overmandet af svimmelhed. Hendes yndlingsstol! Ikke hendes 30 år gamle yndlingsstol!

 

Lise… Hører du efter… Vi har ham! Du behøver ikke være bange mere? Vi har ham! Du kan godt slappe af.

Lise kiggede uforstående op på Mia. Hun kunne godt høre, at hun talte, men var stadig ikke helt klar over, hvad det egentlig var, hun sagde.

– Du kan være rolig. Jeg ringer til Torkild og politiet nu. Vi har ham.

Der gik ikke lang tid, før Torkild kom, og kort efter dukkede politiet op. 

 

Lise tog med Torkild tilbage til hans lejlighed, efter de havde talt med politiet, for hun havde ikke lyst til at være alene. Betjentene havde været meget begejstrede over Mias plan, hvor hun med Torkilds hjælp havde placeret et minicamera på en af hylderne i reolen bag en pyntekop med kinesisk motiv, så linsen ikke var synlig. Alt, hvad der var sket i lejligheden var blevet filmet, mens de var i Netto og på biblioteket. Og det var Jens, viceværten, der åbenbart ikke var kommet sig over hendes afslag, men havde brugt et år på at udtænke en måde at straffe hende på, fortalte han politiet, da de hentede ham. Og hvad Lise desuden ikke vidste om Jens var, at han havde en fortid på psykiatrisk afdeling. Så på den ene side følte hun sig uendelig trist over, at Jens i bund og grund havde det rigtig dårligt, og han havde jo heller ikke skadet hende. Men på den anden side var hun uendelig lettet over, at han var blevet grebet på fersk gering, og ikke længere ville kunne påvirke hendes sindstilstand og liv, der ganske langsomt gik tilbage til normalen.