Alt det, du ikke vidste

Af Petrine Fogtdal

Udgivet i Søndag

Det var bælgmørkt, da hun vågnede. Hun prøvede at vænne øjnene til mørket, men hun kunne kun se konturerne fra møbler, der stod omkring hende. Hun kunne straks mærke, at noget var galt.  Hendes hænder var bundet på ryggen og anklerne surret sammen, så det var umuligt at bevæge sig. Vejrtrækningen blev hurtig og stønnende. Hvad var der sket? Hun kunne ikke rigtig huske det … Det havde ringet på døren, og derefter huskede hun ingenting. Hvem havde hun åbnet for? Hun erindrede det ikke. Det måtte have fået et slag i hovedet, for hun havde hovedpine og følte sig groggy.  Angsten greb hende, og hun tænkte på sin mand Søren og børnene. Hvor var de? Hvad var klokken? Ville hun nogensinde se dem igen?

     Kroppen smertede, hun lå ovenpå noget hårdt, så hektisk kantede hun sig rundt for at komme op på knæerne, og da hun foran sig pludselig kunne skimte en kasse, snappede hun efter vejret. Det var hendes eget pulterkammer. Hendes vejrtrækning blev langsomt roligere, mens hendes gamle divan, flyttekasserne, det store legetog og alt det andet skrammel åbenbarede sig for hendes blik.

     Var personen, som havde bagbundet hende stadig i huset? Var det sikkert for hende at prøve at komme ud? Hun måtte tage chancen.

Siddende på knæerne indså hun, at det var umuligt at komme frem på denne måde, så hun væltede sig ned på siden igen, og kantede sig frem, mens hun stødte ind i gamle ski, briotog og campingudstyr. 

–Av, mumlede hun sammenbidt, da hovedet ramte den gamle, gyselige messinglysestage, hun havde fået af sin svigermor, og som hun ikke havde nænnet at skille sig af med.

     Efter noget tid lykkedes det hende at nå døren, og pludselig var de mange kasser, der stod stablet foran en fordel, for hun kunne støtte sig til dem med de bagbundne hænder.  Efter hvad der virkede som en evighed, fik hun rejst sig og skubbede håndtaget ned med hagen, så en smal stribe lys nåede ind i rummet. Døren knirkede lidt, da hun åbnede den. Hun lyttede til huset, men der var stille, så hun skubbede døren op med skulderen. Men da den gik op, faldt hun så lang, hun var ud på gangen foran rummet. Det gav et ordentligt bump, da den tunge krop ramte gulvet. 

     -Av, stønnede hun nu højt og forestillede sig de blå mærker, hun måtte have pådraget sig i faldet. Hendes vejrtrækning blev hurtigere, for hvis hun ikke var alene i huset, ville vedkommende ikke kunne undgå at høre hende nu. 

     Hun lå stille og lyttede. Kort efter fornemmede hun sagte trin. Nej, nej, nej, mumlede hun for sig selv. Så begyndte det at bumle på trapperne, og hun vendte angst blikket mod enden af gangen, hvor trapperne ned til stuen og køkkenet befandt sig.

     Det var tydeligt, at nogen var på vej op, men flugt var en umulighed. Hun kneb øjnene i, holdt vejret og ventede. Naiv havde hun været i sin tro på, at huset var tomt. Hvorfor havde hun ikke ventet? Og hvad var han egentlig ude efter? Tankerne kørte rundt i hovedet på hende. 

  –Nå, er du allerede kommet ud? Det var ikke meningen. Men det er fint, for jeg har nogle spørgsmål til dig, sagde en lys mandsstemme, som virkede bekendt, uden hun vidste, hvor hun havde hørt den før.

     –Hvad mener du? Hvorfor har du bundet mig? spurgte hun og vendte kroppen, så hun kunne se manden. Men det gjorde ingen forskel. Han havde en elefanthue over hovedet.

     –Det giver vel sig selv, formoder jeg. Fordi du ikke skal forstyrre mig, mens jeg ordner det, jeg skal. Han lød ligeglad og irriteret.

     Det, han skulle? Hendes hals og mave snørede sig sammen, og selvom hun prøvede at undgå det, kom hun til at udstøde pivende lyde.

     –Rolig nu, sagde stemmen. –Jeg gør dig ikke noget. Jeg har bare brug for, at du ikke forstyrrer mig. Det er alt. Ingen panik.

     Hun studsede. Det virkede som om vedkommende blev bekymret ved hendes små klynk. Lettet åndede hun op. Han var ikke en voldsmand men sikkert bare ude på at bestjæle hende. Og det var trods alt bedre. Hun holdt utrolig meget af sine ting og kærede sig om at skabe et skønt hjem for sin familie, hvor der var rart at være. Men var det hende eller tingene, så var tingene hende så endeligt ligegyldige. Hun hankede op i sig selv.

     –Ok, svarede hun med bævende stemme overrasket over sit eget mod. –Hvordan kan jeg så hjælpe dig?

     –Fortæl mig, hvor I gemmer jeres vigtige papirer. Og ingen julelege for så trækker dette her ud, og jeg er overbevist om, at vi begge gerne vil have denne lille hændelse overstået … De vigtige papirer, Karen. Ikke regninger fra det kamera du købte i 83…! Hans tonefald var bydende og utålmodigt.

     –Ja, ja, svarede hun forvirret. Han kendte hendes navn! Altså var det en fra deres omgangskreds eller måske havde han set navnet på postkassen? Men på den anden side kendte han noget til nogle papirer, de skulle have liggende, som ikke engang hun kendte til. Så vidt hun vidste, ejede de ingen vigtige papirer, som han kunne få noget ud af.

     –Inde på kontoret er der et skab, hvor der er en masse mapper. Der har jeg papirer fra banken og sådan noget, hvis det er det, du mener.

     –Ja, der er bare et lille problem. Der har jeg været, og jeg har ikke fundet det, jeg søger.  Nu lød han endnu mere utålmodig.

     –Men hvad søger du? Har du set de blå og hvide mapper?

     Manden med elefanthuen nikkede. 

–Du må kunne gøre det bedre end det. Jeg sagde de rigtig vigtige papirer. Han begyndte at gå over mod hende, og instinktivt skubbede hun sig ind mod væggen.

     –Hvilke papirer? Vil du ikke nok sige mig hvilke? Jeg vil gerne hjælpe, men jeg aner ikke, hvad du taler om. Jeg har ikke andre ting i de andre skabe end børnenes tøj og legetøj, vores tøj og bøger. Jeg ved ikke, hvor jeg skal sige, du skal lede, hvis du ikke fortæller mig hvad, du søger.

     –Hmm, manden rømmede sig. –Din mand, har han ingen vigtige papirer?

     –Søren? Hun endevendte hjernen for at komme i tanke om, hvad de kunne have liggende af papirer, der udgjorde en værdi. Men de havde jo ikke noget.

     –Min tålmodighed løber snart ud. Du må gøre det bedre, Karen.

     Sveden samlede sig under hendes armhuler, og en perlende dråbe forlod hendes hårkant og løb ned mod hendes ene øje. Hun var skræmt nu, for hvad ville han gøre, hvis hun ikke kunne hjælpe ham? Det gjaldt om at tænke hurtigt. Pludselig slog det hende. Kassen. Søren havde nogle arbejdsting liggende, som hun aldrig rigtig havde kigget på. Han havde sagt, at det var papirer fra arbejdet, og ikke noget, der vedkom deres husholdning. Kopier, det var godt at have liggende et andet sted end på kontoret. Og hun havde selvfølgelig ikke tænkt mere over det dengang, men det skulle hun måske have gjort? Kunne det være den, han var ude efter?

     –Søren har en kasse i en af skufferne. Inde på soveværelset bag hans sokker i kommoden, skuffe nummer tre. Der ligger sådan en papkasse eller noget i den retning, men det er vist bare nogle kopier fra kontoret…

     Manden var allerede på vej ned ad trappen, inden hun nåede at sige mere. Hun bemærkede, at han brugte gelænderet, men havde handsker på, så det ville blive svært at finde fingeraftryk.  I stilheden efter han var gået funderede hun over, om børnene mon var på vej hjem fra skole nu. Tanken om, at børnene skulle finde deres mor sådan her, var frygtelig. Og hvordan ville indbrudstyven mon reagere, hvis der lige pludselig stod to børn. Hun fik tårer i øjenene og prøvede at drive tankerne i andre retninger.

     –Yes. 

Hun kunne tydeligt høre udbruddet. Igen buldrede det på trappen, og hun bakkede sig så langt væk fra trappen som muligt, mens hun med flakkende øjne ventede på, hvad der nu ville ske.

     Da han kom til syne, holdt han nogle papirer i hånden. – Jeg går nu. Hvis jeg var dig, ville jeg vente lidt med at prøve at komme fri. Det skal nok lykkes dig på et tidspunkt. Om ikke andet kommer dine børn og mand vel også hjem lidt senere?

     Hun nikkede forsigtigt. Sært som han udviste betænksomhed.

     –Tak for hjælpen. Han nikkede og igen studsede hun over kækheden i hans stemme, der virkede så bekendt. Men hvorfra? Måske fordi han slet ikke virkede farlig, tog hun mod til sig og halvråbte, mens han i løb gungrede ned ad trappen.

     –Hvad er det, du har taget? Hvad var det, du ville have?

     Lyden af trinene stoppede. Der var stille, kun bornholmeren fra stuen gik tydeligt igennem. Panikken greb hende. Hvorfor kunne hun ikke holde sin mund lukket? Man skal aldrig pirre en overfaldsmand. Hun bed sig selv i underlæben.

     –Det tror jeg, du skal tale med din mand om, svarede han studst, inden han fortsatte ned ad trappen. 

     Hun åndede lettet op. 

 

Politiet var gået, hun sad i lænestolen med en kop te og stirrede frem for sig. Børnene var heldigvis hos nogle legekammerater, så det var Søren, der var kommet først hjem og chokeret havde løsnet hendes bånd. Hun havde end ikke nået at prøve at møve sig ned ad trappen efter en kniv. 

Hun havde fortalt politiet alt, hvad der var sket. Søren fastholdt, at han ikke forstod, hvorfor nogle kopier af regnskaber skulle have interesse for andre. Hun havde noteret sig betjentens skæve blik, og selv følte hun sig langt fra overbevist om, at han sagde sandheden. Hvis nogen var villig til at bryde ind, måtte papirerne nødvendigvis udgøre noget af værdi.

For første gang i sit liv følte hun sig klædt af. Tanken om, at hendes mand løj for hende, var meget værre og større end chokket over, hvad der var sket. Så mange års samliv og så var der alligevel åbenbart noget, han ikke fortalte.  

Der var helt stille i stuen, Søren gik hen til hende og aede hende over håret. 

–Karen. Hvor er jeg ked af, at du skulle opleve noget sådan. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. 

Han kørte hænderne op og ned ad hendes skuldre for at trøste hende. Hun kæmpede mod tårerne.

     –Jeg blev bagbundet, overfaldet og lukket inde på mit eget pulterkammer på grund dine papirer. Jeg vil vide, hvad det er for papirer, og hvorfor manden ville have dem. Hendes stemme var vred, da hun rettede blikket mod Søren besluttet på at holde ham fast, indtil han gav hende sandheden.

     –Jeg ved det ikke, det har jeg jo sagt. Det var bare nogle kopier. Han trak på skuldrene.

     –Nu stopper du, hendes stemme var hysterisk, mens hun råbte. –Skal jeg ringe til din chef og spørge, hvad du har liggende? Vil du hellere have det på den måde?

     Han betragtede hende bestyrtet og lod sig dumpe ned i sofaen.

     –Men Karen. Nej, da. Han rystede på hovedet. 

De var tavse lidt, mens hun fikserede ham med sit blik. Så lod han hænderne køre igennem håret. 

–Det er bare lidt, jeg har trukket ud af firmaet og sat på nogle udenlandske konti. For at have lidt stuvet til siden, du ved. Til hårde tider. Men pengene er tabt nu ingen tvivl om det, han har fået alle de koder og numre, han skal bruge for at hæve pengene. Så det kan være ligegyldigt nu.

     –Har du stjålet fra firmaet? Hun betragtede ham med åben mund. –Hvorfor? Vi kan da godt klare os, det er da ikke nødvendigt at stjæle.

     –Nej, det har du ret i. Men vi har vel alle drømme …  Nogle af mine kræver lidt mere kapital end det, vi kan mønstre.

     Hun stirrede lamslået på ham. Det forekom hende at være en ond drøm. Hendes mand, tyv. Økonomisk kriminalitet blev straffet hårdt, vidste hun. 

     –Du kan komme i fængsel. Tænker du slet ikke på din familie? Hvordan kan du gøre det mod os?

     Han rystede på hovedet. –Jeg regnede jo ikke med, at det blev opdaget. Du og børnene kunne jo også få glæde af pengene. Jeg ville bare gemme dem til et tidspunkt, hvor jeg var vel ude af firmaet, og det passede ind, at de kunne dukke op som en opdigtet arv eller noget.

     –Er du skør, de opdager det da. Nu gør de ihvertfald. Hvor mange penge drejer det sig om? Og hvem ved noget om dette? Hvem vidste, at du har stjålet fra firmaet?

     –Vi er jo fem, der sidder med de overordnede regnskaber.  En af de andre kunne godt have opdaget mine overførsler, selvom jeg har maskeret dem godt. Det drejer sig om nogle få millioner…

     Hun snappede efter vejret, da han svarede. 

–Millioner??? Du må gå til politiet. Men måske ved du, hvem det er? Stemmen var lys stemme og venlig.

     –Det kunne være Klaus, ham har du også mødt. Han stønnede og kiggede ned. 

–Nej, det går ikke. Jeg kommer i fængsel, og du skal være alene med børnene. Det er bedre at lade som ingenting og regne med, at sagen klarer sig selv.  Hvis politiet ikke graver for meget i det, er det bedst. Der er jo ikke nogen, som er døde, vel. Men pengene er mistet. Medmindre jeg og Klaus slår en handel af … Han vil nok heller ikke fanges… Han hævede tænksomt ansigtet, og da han kiggede hende i øjnene, anede hun begærligheden spille i dem. 

–Lige meget hvad har vi jo hinanden, vores hus og børnene. Det er det vigtigste. Det lød som om, han prøvede at overbevise sig selv.

Hun betragtede ham træt. Hvem var den mærkelige mand, der sad i sofaen? Han havde åbenbart dyre drømme. Han var villig til at risikere fængsel og miste sin familie for at kunne realisere dem. På et tidspunkt ville hun spørge ham, hvad det var, han drømte om. På et tidspunkt kunne de snakke mere. Måske. Hvis hun fik lyst. 

Angsten over hændelsen sad stadig i hendes krop, men den var overskygget af smerten over af at befinde sig sammen med en mand, hun ikke kendte. Fremmedgjort rejste hun sig fra stolen, mens hun hovedrystende betragtede ham. Så gik hun langsomt ud til døren i entreen. Uden at vende sig om lod hun den klikke i bag sig, mens Sørens højlydte protester larmede bag hende. 

Nu ville hun hente børnene og tage ud til sin mor og sove, tænkte hun, mens hun begyndte at gå ned ad vejen. Smerten sad som en stor kugle i maven, og måske havde hun brug for hjælp til at tackle begivenhederne. Men lige nu måtte hun væk. Det gule murstenshus bag hende føltes pludselig ikke som hendes hjem længere. Og mens hun gik, betragtede hun efterårets blade, der hvirvlende forlod træernes grene for at danse i vinden.