Ild

Af Petrine Fogtdal 

Udgivet i Søndag

Bea kiggede over skulderen på sin mand Bjørn, der stod helt optaget med kikkerten foran øjnene, da han netop havde fået øje på en hvid vipstjert. Det havde Bea også, men det var ikke den, hun kneb øjnene sammen for bedre at kunne se. Det var derimod flammerne langt borte. Hun kunne kun lige akkurat skimte dem, fordi hun vidste, de var der, for endnu aftegnede røgen intet sort slør mod himlen. Hun havde en ubærlig lyst til at sætte kikkerten for øjet og se ilden slikke op ad den gamle, stråtækte landejendom, men vidste hun skulle lade være. Hun måtte bekæmpe trangen.

-Se den lige… Den er virkelig sjælden på de her kanter! Bea! Hvorfor har du ikke din kikkert fremme? Skal du ikke se den? Spurgte Bjørn fortørnet, da han opdagede, at hun ikke straks havde vendt blikket mod den fantastiske fugl.

-Selvfølgelig skal jeg da det, jeg faldt lige i staver, svarede Bea åndsfraværende og tog kikkerten op for øjnene, mens hun drejede hovedet mod stedet, hvor Bjørn pegede. Kunne hun tillade sig at dreje kikkerten tilbage, uden at det ville vække mistanke? Det var risikabelt, men hun kunne næsten ikke styre sin nysgerrighed og vendte ansigtet længere mod syd. Og der… Igennem kikkerten kunne hun tydeligt se flammerne, der lystigt åd sig ind på husmuren. Taget var allerede faldet sammen over laden og et hurtigt gæt var, at halvdelen af gården allerede lå i flammer til den anden side. Det gippede i Bea. Tanken var én ting. Ligefrem at se det udfolde sig foran ens blik, var noget andet. Noget utroligt dramatisk og skæbnesvangert. Uhyggeligt men fortrøstningsfuldt. Skræmmende og skønt på én gang. Naturens kræfter i lykkelig samhørighed med menneskets magt. Tanken om, hvordan man kunne tage skæbnen i egne hænder, havde altid fascineret hende. Det var derfor, hun havde nikket for sig selv, da Lotte engang, da de drak kaffe i køkkenet på den hvide, let forfaldne gård, havde sukket og sagt:

-Åh Bea. Nogle gange kan jeg bare ikke lade være med at tænke, hvor meget lettere det ville være, hvis gården bare brændte ned. Sådan. Færdig med den potte! Og jeg kunne få forsikringspengene. Jorden er jo meget værd og man kunne opbygge et nyt hus helt efter ens eget hoved. Det er nu en fristende tanke!  

Bea havde nikket for sig selv og kigget ud igennem de småsprossede vinduer, mens hun lagde hagen i hånden. Sådan havde hun siddet længe, uden de havde talt mere om det. Tanken havde dog ikke forladt hende og der gik ikke mere end en uge, før hun nævnte det for Lotte igen.

Lotte havde kigget overrasket men ikke skræmt på hende, selvom det var den reaktion, Bea havde frygtet. Nej, Lotte havde nærmere været nysgerrig, og de havde leget yderligere med tanken, som om det rent faktisk var en mulighed.  Derfra havde det udviklet sig til reelt at blive det, og de var begyndt at drøfte og vurdere fordelene og ulemperne, indtil det på et tidspunkt udviklede sig til en regulær plan, der var klar til eksekvering. 

Og nu stod Bea her og betragtede resultatet, hvilket faktisk var særdeles tilfredsstillende. Det var lykkedes. Det var sket. Og hun havde svært ved at sætte sin finger på noget som helst, der kunne gå galt. Alt var forløbet som planlagt, og nu var der ikke længere andet tilbage end at vente på, at forsikringspengene tikkede ind. Og selvfølgelig skulle hun trøste Lotte og give hende husly nu, hvor hun havde været så uheldig, at huset brændte ned, så både det og hendes liv stod i ruiner.

-Bea. Hvad er det, du har fået øje på? Spurgte Bjørn med irritation i stemmen. 

Bea virrede med hovedet. Hun måtte være faldet i staver igen, tankerne om huset og planen havde opslugt hende. Det måtte hun passe på med, for det kunne afsløre hende. Men på den anden side, kunne det vel lige så godt være hende, der opdagede branden, som en anden. Hun trak på skuldrene og blev enig med sig selv om, at hun dog måtte vente lidt.  Branden skulle gerne nå at fortære det meste af huset først, og da huset lå så afsides, var det ikke sikkert, at andre bemærkede branden. 

En halv time efter stod huset så meget i flammer, at røgen tydeligt sås på himlen, selvom de befandt sig meget langt væk fra. Og hun kunne ikke længere dy sig. 

-Jeg syntes, jeg så noget røg, mumlede hun, mens hun anstrengte sig for at give stemmen en forundret klang. 

– Nå, det er vel bare bønderne, der brænder et eller andet af…, kommenterede Bjørn.

– Måske.. svarede Bea og besluttede sig for ikke at sige mere.

En af de andre fuglekiggere, der stod lidt længere væk med kikkerten oppe foran øjnene kom med et pludseligt udbrud.

-Jamen, det er jo Lottes hus. Jeg tror, det brænder.  Jøsses dog, sagde hun højt.

-Nej, det kan ikke være rigtigt, sagde Bea og gjorde sig umage for virkelig at virke overrasket. 

Bjørn tog straks kikkerten for øjnene og kneb læberne sammen, mens han kiggede i retning af røgen.

-Lille Bea da. Det er Lottes hus. Det er jo skrækkeligt. Det står i lys lue. Frygteligt. Du må ringe til hende med det samme. Ved du, hvor hun er henne?

-Ja, hun er ikke hjemme. Hun tog toget til byen i morges for at mødes med sin svigerdatter. Det var vist noget med en klapvogn…

 

Bea cyklede på arbejde dagen efter i strid vind og højt humør. Lotte, der var blevet i byen hos sin søn, havde dog allerede nået at tale med forsikringsselskabet, da hun hørte om branden. Og alt tegnede lyst. 

Bea smilede for sig selv over deres genialitet, mens hun trak vejret dybt ned i lungerne. Følelsen af magt og af at kunne styre tingenes gang var fantastisk, og hun fyldte lungerne med almægtigheden, mens hun trampede i pedalerne. Hun havde glædet sig til at køre forbi det nedbrændte hus, hvilket uden tvivl ville puste til følelsen af succes. 

Men lykkefølelsen holdt kun ind til, hun drejede om hjørnet. Hun måtte snappe efter vejret, for der holdt en politibil foran grunden, og Beas hjerte begyndte med det samme at dunke hårdt i brystet. 

Hvorfor politi? Hvad havde de at gøre der? Det var en helt almindelig brand i et hus. 

 

-Selvfølgelig kommer politiet, sagde Lotte beroligende i telefonen, da hun lidt efter ringede hende op. -De tjekker, hvorvidt branden er påsat, og om der er tale om noget kriminelt, fortsatte hun roligt.

Bea åndede lettet op, selvfølgelig, det havde de jo talt om. Men alligevel bragte det hende ud af fatning. 

-Jeg er på vej hjem nu. Jeg skal mødes med politiet og selv besigtige skaderne. Der er jo en del, der skal gøres, og jeg regner med, at jeg sover hos dig de næste dage, sådan som har aftalt ikke Bea? Spurgte Lotte og lød så overraskende rolig og fattet, at Bea blev imponeret.

-Selvfølgelig. Vi ses efter arbejde, svarede hun og hoppede op på cyklen.

 

Det var faktisk svært for hende at holde tankerne i ro på arbejdet: huse, flammer, politi, pengesedler, og de utallige muligheder for, hvordan hun skulle bruge de penge Lotte havde lovet hende, hvirvlede rundt i hovedet. 150.000 kroner og til Bjørn ville de bare sige, at Lotte gerne ville glæde sin veninde, nu hun fik penge fra forsikringen. Så mange penge havde Bea aldrig haft. Og det var ikke engang et lån. Hun kunne tage ud at rejse sammen med Bjørn, hun kunne købe noget lækkert, dyrt tøj, af den slags, som hun aldrig nogensinde ellers havde råd til. Hun kunne få sig en ny cykel måske endda en model i el. Og der var også det designtæppe, hun havde drømt om så længe. Den ene ting efter den andet poppede op i hovedet på hende, indtil hun følte sig helt rundtosset og stakåndet ved bare tanken. 

-Bea, har du lavet de nye fakturaer, der skulle sendes ud i dag? Spurgte hendes kollega Berit.

Bea virrede med hovedet. 

-Øh, nej. Eller jeg mener, ja. Hvilke? Spurgte hun forvirret og kiggede op på Berit.

-Hvad er der med dig?

-Hmm. Det ved jeg ikke. Måske er det fordi min venindes hus lige er brændt ned, hvilket er ret forfærdeligt. 

-Hvorfor så du så så glad ud?

-Så jeg glad ud? Det ved jeg ikke. Selvfølgelig er jeg ikke glad for, at min venindes hus er brændt ned. Det er jo fuldstændigt frygteligt, hun smilede skævt til sin kollega og besluttede sig for, at det nok var bedst, hvis hun koncentrerede sig om de fakturaer nu.

Resten af dagen forløb ganske roligt, og hun aftalte med Lotte pr. sms, at de skulle mødes ved hendes gamle hus, inden de sammen tog hjem til Bea.

 

-Politiet gik, teknikerne kommer først i morgen for at kigge nærmere efter. I dag var det bare to betjente, der lige hurtigt tog huset i øjesyn, sagde Lotte og klemte Beas arm, inden de sammen gik ned langs gaden mod Beas hus. 

-Vi har gjort noget forkert, hviskede Bea ind i øret på Lotte, da de gik. Bare tanken om politiet fik hende til at få det skidt i en grad, hun slet ikke havde forventet.

-Nej, vil har da ej, Bea, svarede Lotte med et let grin. –Jeg ved ikke med dig, men jeg har i hvert fald ikke… grinede hun overlegent og rankede ryggen. Der var ikke skyggen af tvivl i hendes stemme, der lød stålfast og overbevist. 

Bea kiggede tvivlende på hendes ansigt. Hun havde selv følt sig så sikker, det havde været berusende, og hun havde følt sig så stærk, så urokkelig som klippen, beslutsom og hård. Men det var inden, hun så politibilen. På det tidspunkt skete der noget med hende. Og hver eneste gang, hun bare hørte ordet politi, faldt hun nervøst sammen, og havde det som om alle kunne se lige igennem hende. Se den mørke plet af skyld, den sorte samvittighed. For det havde været hende og ikke Lotte, der rent faktisk havde foreslået, at de skulle gøre det. Hun havde sørget for, at det ikke bare blev ved tanken. Eftersom det var Lottes hus og Lotte, der dermed begik forsikringssvindel, var det selvfølgelig hende, der havde strafansvaret, og dermed var det også naturligt, at det var hende, der i første omgang havde været nervøs, og hun havde skullet tænke over det længe, afveje for og imod og mest af alt tage mod til sig og turde gøre det. Turde springe ud og føre planen ud i livet. Og det havde været Bea, der hele tiden havde skubbet på, var kommet med de gode argumenter, og havde beskrevet alting for Lotte, så hun kunne se det for sig. Og til sidst, men først til sidst, var Lotte for alvor hoppet med på ideen. Men nu var deres roller byttet om.

Bea tog sig selv i at ryste, at kaste nervøse sideblikke hele tiden, når hun gik på gaden. Hun for sammen, hvis hun bare kunne høre noget, der mindede om en sirene langt væk. Hun fik det næsten fysisk dårligt, når hun så politibiler i fjernsynet, hvilket selvfølgelig var helt grotesk. Det vidste hun godt.

 

Dagen efter fortalte Lotte, at teknikerne været på stedet, de havde ikke fundet noget, der tydede på at branden var påsat. Det gjorde Bea lidt stolt midt i nervøsiteten, men alligevel blegnede hendes glæde for hver dag der gik, mens hun lod sig opsluge af mere og mere nervøsitet. Når hun prøvede at fortælle Lotte om det, blev hun irriteret. 

På tredjedagen sagde lotte direkte til hende uden omsvøb:

-Bea, du er min bedste veninde, og det var dig, der fik denne geniale idé. Men jeg kan altså ikke holde ud at høre mere fra dig. Du er nødt til at slappe af. For det første, er det slet ikke dit hus, der er brændt, for det andet, er det heller ikke dig, der ville blive straffet, hvis det var. Det er mig. Så du må lige få lidt perspektiv ind i dit hoved. Jeg har lovet dig nogle penge, og dem skal du nok få. Men du er nødt til at tage det roligt, ligesom jeg prøver på. Ellers ender det bare galt… Det kan du godt se ikke?

Hun talte til hende, som om hun var et barn, og det gjorde ondt, men Bea nikkede bare pligtskyldigt og prøvede at skubbe tankerne til side. Det gik meget godt, lige indtil fjerdedagen, hvor det bankede på døren. Udenfor stod to betjente i civil, så det var først, da de præsenterede sig, at Bea begyndte at blive nervøs og svede. Heldigvis var det ikke hende, de ville tale med, men Lotte og hun viste betjentene ind i stuen, hvor Lotte sad med en masse papirer.

-Hej Lotte. Vi har lige nogle spørgsmål omkring dit hus, nu hvor teknikerne er færdige, sagde den ene betjent og smilede.

Lotte nikkede. –Sagen kan vel også godt snart afsluttes fra politiets side, kan den ikke? Så kan jeg nemlig komme videre med forsikringsselskabet, sagde hun lettere utålmodigt og kastede et blik på sine papirer. 

Betjenten nikkede. –Selvfølgelig vil du gerne videre.

Bea stod ved siden af betjenten og vred sine hænder. Lotte sad helt roligt i sofaen.

-I forhold til teknikerne ville det være rigtig fint, hvis du har nogle billeder af huset liggende. Så vi kan se, hvordan det så ud inden branden. Vi vil gerne prøve at danne os et billede af huset, men det kan være rigtig svært uden fotos, sagde betjenten venligt.

Lotte smilede til den midaldrende mand, men inden hun nåede at svare, brød Bea ind. 

-Du har fotomapperne inde i flyttekasserne på værelset. Der er alle dine billeder jo. Vel også dem af huset? sagde hun hurtigt og stakåndet i et forsøg på at hjælpe, for at få betjentene hurtigt ud af huset, for deres tilstedeværelse martrede hende. 

Lotte kiggede med nogle øjne, der pludselig blev meget mørke på hende. Hendes mund forvandlede sig til en skarp streg. Der gik et øjeblik, hvor hun ikke sagde noget. Så sukkede hun.

-Jeg henter dem, sagde Lotte og gik ind på gæsteværelset, hvor de to papkasser med ting, hun havde pakket, inden de førte deres plan ud i livet, stod. 

Hun så meget træt ud, da hun kom tilbage med fotomapperne i hænderne, som hun rakte dem til betjenten, der langsomt at bladrede i dem.

-Har du flere mapper? spurgte betjenten.

-Ja, det har du da sagde Bea og tilføjede:-Skal jeg hente dem alle sammen?

Betjenten kiggede taknemmeligt på hende og nikkede, mens han undersøgte den, han allerede havde i hånden.

Da Bea kom tilbage med mapperne der blev helt fugtige af sveden fra hendes håndflader, spurgte han:

-Kan jeg få lov til at se de andre ting, du har pakket ned i kasserne, Lotte? Hans øjenbryn var hævede, da han kiggede på hende.  

Bea fulgte hans blik, og bemærkede, hvordan Lottes ansigtskulør, næsten var blevet helt grå. 

-Øhhh, svarede hun, og betjenten kiggede vurderende på hende og bagefter på Bea.

– De er sjovt nok slet ikke brændt dine fotos? Ikke nogen af dem? Men det er der nok heller ikke nogle af de andre ting i kassen, der er vel? Spurgte betjenten vurderende.

Og først i det øjeblik, gik det op for Bea, hvorfor Lottes ansigtskulør havde ændret sig og hvorfor, hendes øjne havde været sorte af raseri, da hun kiggede på Bea.

Bea havde udarbejdet planen, gennemtænkt det hele. Og nu, var det Bea og hendes angst, der også havde ødelagt det, hun selv havde bygget op. For Bea vidste godt, at betjenten ville finde masser af ting i kasserne, som tydeligvis var udtaget fra huset, inden det brændte ned. Og derfra og til… Bea bed sig i læben. Hendes fortalelse havde betydet alt. Den betød, at spillet var slut.

Og de havde tabt.