Lufthavnen 

Lufthavnen

Af Petrine Fogtdal 

Udgivet i Familie Journalen

Mikkel sad i Sønderstrømfjord og frøs i sine tynde bermudashorts. I København havde det været varmt, hvilket var imponerende for årstiden, men på Grønland var luften råkold selv indenfor, og han havde alt for lidt tøj på. Den begrænsede kropsbehåring var ikke nogen hjælp. Han kiggede på sin halvtomme pakke cigaretter og konstaterede, at de sammen med den babyblå lighter var hans eneste ejendele ud over passet. 

     Skærmen over de næste flyafgange var sortere end hans raseri. Al flytrafik var midlertidigt indstillet, det var tidligt lørdag morgen, og søndag skulle han giftes. Han kunne ikke ringe til sin kæreste for at sige, at hans venner på polterabenden havde sat ham på et fly til Grønland, for selvom han gentagne gange havde gennemrodet lommerne på cargobermudaerne, var de hver gang skræmmende tomme. Han havde ingen mobiltelefon og ingen pung. Alt, han havde, var tømmermænd og kvalme. Han var for gammel til at drikke så meget, hele ideen med en polterabend havde været ham imod fra starten.

Mens han som i trance gik hen mod lufthavnstoilettet, huskede han, hvor berusede de alle havde været. Nu, hvor tågen var lettet over hans hoved, erindrede han deres hysteriske grin, da han i blind tiltro kravlede op af rulletrappen i afgangshallen. Bjarne havde nærmest slæbt ham hele vejen til flyet. Tilskyndet af hans høje råb havde Mikkel været for fuld til at registrere, hvad der skete.

Han stønnede.

       Efter at have sjasket koldt vand i ansigtet, betragtede han de rødsprængte øjne. Hvad skulle han gøre? Hans muligheder var begrænsede, så han styrede direkte fra toilettet til lufthavnens informationsdisk.

“Nej. På grund af de turbulente vindforhold ved vi ikke, hvornår de næste fly går i luften. Desuden betyder de forsinkede fly, at der er helt fyldt op på de næste afgange. Jeg vil tro, du kan få en plads i morgen eftermiddag, hvis du er heldig. Mere sandsynligt er mandag i løbet af dagen,” sagde damen med en serviceminded stemme.

“Hvad, når jeg ikke har mit dankort?” spurgte han forvirret og kunne slet ikke rumme konsekvenserne af den her polterabend.

“Ja, så bliver det jo lidt svært, ikke?” Hun smilede overbærende til ham. “Hvis du har mistet din pung, må du ringe til din bank,” tilføjede hun distræt.

“Jeg kan ikke ringe til min bank, for jeg har heller ingen mobiltelefon. Jeg har ingenting.” Hans stemme blev mere og mere skinger for hvert ord, og han lænede sig helt ind over skranken for at få hendes opmærksomhed. 

       Hun rynkede på næsen og trak sig tilbage fra hans ildelugtende ånde, der uden tvivl flød ind over hende. Så rømmede hun sig og rakte et telefonrør frem i strakt arm, som om han havde en farlig virus, som hun for alt i verden ikke skulle komme i nærheden af.

“Her du må så låne vores telefon.”

“Mange tak,” næsten spyttede han ud, mens han hektisk trykkede nummeret til Louise hans kommende kone. Et af de eneste numre han kunne i hovedet.

“Der er ingen forbindelse til mobilen…” Mens han stønnede, trykkede han i stedet nummeret til Jesper. Hans gode ven havde også været med til polterabend, men ærlig talt havde han ingen erindring om, hvad der var blevet af ham.

       Den ringede. I lang tid. Han prøvede tre gange, men ingen tog den. Jesper lå formentlig ligesom alle hans andre venner og sov rusen ud. 

Mikkel havde aldrig været særlig god til tal, og der var ingen andre numre, han kunne i hovedet. Han sukkede tungt, mens koldsveden piblede frem på panden. Han var sulten, tørstig og blandingen af at svede alkohol ud og samtidig fryse var ikke god.

“Jeg må ringe til min bank, men jeg har ikke nummeret. Kan du hjælpe mig med at finde det?” spurgte han med sin mest høflige stemme. Han havde brug for at holde sig gode venner med lufthavnsdamen. At blive uvenner med hende ville ikke forbedre hans chancer for at komme hjem.

      “Ja. Men det er jo lørdag, så jeg tror ikke, du kan fange nogen nu.”

       Arhh… Mikkel følte det, som havde nogen kastet ham ud med faldskærm fra et meget højt sted uden at fortælle ham, hvordan han skulle gebærde sig for at lande. Han lod ansigtet falde ned i hænderne, mens han mumlede for sig selv.

“Nej, nej, nej, det her sker bare ikke.”

“Du ligner en, der har brug for hjælp.”

En hånd landede på hans skulder. Tøvende løftede han hovedet og kiggede lige ind i et par rare, blå øjne. En kvinde stod ved siden af ham og betragtede ham med et stort smil.

“Hvad er der sket for dig?” spurgte hun smilende, mens hun førte ham hen til stolene i det ene hjørne.

       Overrumplet over venligheden lod han sig synke ned i stolen, mens han forklarede hende om nattens udskejelser og morgendagens ubarmhjertige opvågnen.

       Hun grinede, mens han fortalte, og smittet af hendes latter kunne han pludselig selv se det sjove i den uheldige situation.

“Nå, ja, det er, hvad der sker. Men vil du stadig kalde dem dine venner, når du kommer hjem?” Hendes øjne havde et drillende udtryk, og han kom til at smile.

       Han trak på skuldrene og kiggede ud ad vinduet, mens de barske realiteter igen dunkede ham i hovedet.

“Og nu sidder jeg her,” sagde han opgivende, på få sekunder var hans evne til at se det komiske i situationen fuldstændigt forsvundet.

“Du må gerne komme med mig hjem. Jeg har noget gammelt herretøj fra min ekskæreste, som han aldrig kom og hentede. Det kan du sikkert passe. Og jeg har også en telefon og en computer, så du kan kontakte din bank og dine venner. Så kan du finde de telefonnumre, du ikke kan huske i hovedet og få nogen til at hjælpe dig med at købe en flybillet,” sagde hun og gjorde mine til at gå.

Mikkel stirrede overrasket på hende. Inviterede hun ham hjem? En komplet fremmed hun lige havde mødt for fem minutter siden, bare sådan? Det ville han aldrig selv have gjort. Louise ville heller aldrig have drømt om at gøre noget lignende. Hun var helt efter bogen. Forudsigelig, tilregnelig og pertentlig. Ingen slinger i valsen. Desværre, tænkte han nogle gange. Af samme grund undrede det ham, at hendes mobil var slukket. Hun var den type, der aldrig glemte at lade den op, inden den gik død.

“Taak,” fremstammede han usikkert og skyndte sig op på siden af hende. “Hvad laver du i Grønland?” spurgte han og betragtede hendes mørke hår danse i blæsten.

“Jeg har haft arbejde som lærer, men det var kun en tidsbegrænset stilling, så jeg skal snart hjem. Faktisk var jeg i lufthavnen for at hente min billet.”

 

Da de kom hjem til hendes lejlighed, gik hun direkte hen mod klædeskabet, hvorfra hun fremdrog tre indkøbsposer.

“Se, om du kan bruge det. Jeg havde tænkt mig at smide det ud, når han ikke kom tilbage. Så tag bare det hele.” Hun smilede lidt trist, men Mikkel havde for ondt i hovedet til at spørge ind til det.

“Undskyld, men du har ikke tilfældigvis en hovedpinepille, noget at drikke og en rugbrødsmad? Og undskyld, det er ikke særlig rart at tigge, men jeg kan betale dig tilbage, når jeg kommer hjem og får mine ejendele igen.”

Hun rystede på hovedet.

“Helt ærligt, betale mig tilbage for et par panodiler, rugbrød og et glas vand? Jeg tror, jeg klarer den.”

 

Dut dut. Endelig blev røret løftet tiende gang. 

       “Jesper,” sagde Mikkel lettet. Han følte sig bedre tilpas efter at have fået tøj, piller, mad og drikke. 

“Det var en ordentlig omgang i går, hva? Der fik vi vist en tår over tørsten, eller hvad siger du?” Jesper grinede højt.

“Ja, det gjorde vi, og konsekvenserne bekymrer mig. Jeg befinder mig i Grønland uden mobil, pung, dankort eller tøj.”

       Der blev helt stille i den anden ende.

“Jesper…” sagde Mikkel i tvivl om, hvorvidt han havde lagt på.

“Hmmm.” Jesper rømmede sig. “Er du i Grønland uden nogen som helst ting?”

“Ja,” svarede Mikkel træt.

“Kors. Jeg hørte godt, at de talte om det, men ærlig talt troede jeg bare, det var joke. Hvorfor steg du ombord på det fly?”

“Det ved jeg ikke. Jeg kan faktisk ikke rigtig huske det…”

“Hvad så nu, hvordan klarer du dig?”

“Jamen, jeg klarer mig ikke … Der er ingen fly i dag og måske heller ikke i morgen på grund af vinden. Brylluppet er i morgen, alt er bestilt, og måske kan jeg ikke nå hjem. Heldigvis har jeg mødt en sød pige, der har lånt mig tøj, telefon og internet. Men jeg har ingen penge til flybilletten, så det bliver du nødt til at ordne for mig.”

“Selvfølgelig.” Jesper lød bekymret. “Men hvad indtil dit fly afgår, hvordan vil du klare dig uden penge? Hvor skal du sove?”

“Jeg ved det ikke. Det er selvfølgelig lidt koldt at sove på gaden.”

“Det kan du da ikke, du bliver smidt væk. Og du bliver syg.”

“Du kan godt sove her,” brød Elisabeth ind. “Du kan få sofaen. Bare jeg ikke skal lægge penge ud til flybilletter og den slags, for det har jeg ærlig talt ikke økonomi til.”

“Hørte du, hvad damen sagde?” smilede Mikkel. “Jeg kan få lov til at sove her.”

“Elisabeth,” brød hun ind. “Damen hedder Elisabeth,” råbte hun grinende fra køkkenet.

“Kan du ikke ringe tilbage på det her nummer, når du har skaffet mig en flybillet? Og lad det gå lidt tjept, for jeg har ret travlt med at komme hjem.”

 

“Jeg ved det. Opfør dig nu pænt ikke, når du sådan sover hos andre damer. Det vil Louise ikke bryde sig om.”

“Det ved jeg godt. Men jeg har ikke mulighed for at tage på hotel. At jeg må sove her, har Louise jer at takke for. Det var ikke min ide, at jeg skulle til Grønland. Jeg er bare heldig at have fundet en, der vil række mig en hjælpende hånd.”

“Ja ja. Jeg skynder mig og melder tilbage omkring flyet. Pas nu på dig selv,” sluttede Jesper.

 

Senere på dagen ringede Jesper tilbage. Flybilletten var på plads, han havde fået en plads sent søndag eftermiddag.

“Du må hellere tale med Louise,” sagde Jesper afmålt, inden han lagde på.

“Jeg har prøvet, men hendes mobil er slukket.”

       “Så prøv hendes mors…”

        Mikkel sad en rum tid for at tage mod til sig. Det tog over fire timer at flyve fra Grønland, så han ville være i Kastrup søndag aften – efter brylluppet i kirken, efter frokosten i haveteltet og efter cateringfirmaet for længst havde pakket sammen, og gæsterne var blevet småfulde. Lang tid efter brudevalsen. Uden chance for at nå halvdelen af sit eget bryllup, som de havde brugt et år på at planlægge. Hans tanker fløj til de sirligt udvalgte invitationer, diskussionerne om hvilket tidspunkt på dagen, vielsen skulle finde sted og den efterfølgende fest. Han sukkede.

Så trykkede han nummeret til Louises forældre. Han følte sig meget tør i halsen, mens han lyttede til ringetonen, der forekom ham bare at blive ved og ved.

“Louise,” sagde en frisk stemme.

“Endelig svarer du. Det er mig, Mikkel.”

“Godt, du ringer, jeg har prøvet at få fat i dig 100 gange fra min mors mobil, for der er noget galt med min. Den vil ikke tænde. Vi må hellere få det sidste på plads inden i morgen. Hvorfor ringer du ikke fra din egen telefon? Har du mistet den under din polterabend?” Hun lo.

Der blev helt stille i den anden ende, da Mikkel forklarede, hvor han befandt sig.

“Det synes jeg bare ikke er i orden. Det kan du altså ikke være bekendt. Slet ikke.” Hun var vred og skuffet, ikke overraskende. 

“Jeg kommer først hjem i morgen aften. Jeg kan først være på adressen sent. Hvad gør vi?” spurgte han med et træt tonefald.

“Hvad…?” Hun snappede efter vejret. Han gættede på, at hun også tænkte, at han havde været sammen med Elisabeth. 

       “Du forsvinder, er utro og dukker ikke op til dit eget bryllup?” Hun var ved at køre sig selv helt op.

“Jesper kunne ikke få en flybillet før … Det er ikke min skyld. Og jeg har ikke været utro.” Han sukkede og undrede sig over, at han mest af alt følte sig usigeligt træt.

Der var stille længe. Han ventede og vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige.       “Måske kan vi rykke det en weekend? Jeg skal nok ordne det praktiske, og så må drengene betale. Det er deres skyld, at vi mister en masse penge,” foreslog han.

“Farvel,” sagde hun. 

“Vent. Vi bliver da nødt til at finde…” begyndte han, da biblyden nåede hans ører. Han prøvede at ringe op igen flere gange uden held. Så trak han på skuldrene og lænede sig tilbage i sofaen med et prust. Var der noget, han skulle gøre? Aflyse cateringfirmaet for eksempel? Nej, det måtte andre tage sig af. Han besluttede sig for at ringe til sine forældre og bad dem hjælpe Louise med at ændre eller aflyse al ting. Han kunne jo ikke bare foretage utallige udenrigsopkald på Elisabeths telefon. Da han lagde på, konstaterede han overrasket, at han oveni den dårlige samvittighed følte en sær lettelse. Men det skyldtes nok, at hele planlægningen af brylluppet var kørt fuldstændigt af sporet for ham at se. Det kæmpe bryllup Louise havde planlagt, havde han aldrig haft lyst til.

 

Det var bælgmørkt, da han vågnede desorienteret. Først blev han febrilsk og satte sig op med en voldsom bevægelse, der fik ham til at rulle ud af den lille sofa. Fortumlet ømmede han sig, mens hans hukommelse langsomt vendte tilbage. Han lyttede til den stille nat. Da han vendte hovedet, kunne han se en smal lysstribe slippe ud fra døren ind til Elisabeths soveværelse. På vej hen til toilettet registrerede han en svag lyd fra værelset. Så hun fjernsyn? Nej, det var nærmest en hulken, der kom derinde fra. Han gik tæt hen til døren, mens han overvejede, hvorvidt det rigtige ville være at gå ind eller netop at blive på den anden side af døren.

Ubeslutsom blev han stående, indtil døren pludselig blev hevet op.

“Lytter du ved døren? Det er ikke god stil.” Hun stod i natskjorte, hendes næse var rød, og øjnene lynede rødrandede i arrigskab.

“Meen, jeg ville ikke…,” begyndte han.

“Skrub ind på din sofa,” vrissede hun.

“Jeg tænkte … måske har du brug for trøst?” sagde han prøvende.

Hun betragtede ham undersøgende et øjeblik, mens hun snøftede.

“Ok,” sagde hun så i en mere venlig tone.

Han luntede tilbage til sofaen, mens han funderede over, om han havde kunnet gribe situationen bedre an.

“Så trøst mig da,” sagde hun og satte sig ved siden af ham, hvorefter hun trak benene op under sig.

Forvirret kiggede han spørgende på hende.

“Du skal giftes på søndag,” sagde hun så snøftende.

Han nikkede.

       “Eller jeg skulle have været gift på søndag. Nu ved jeg ikke rigtig, hvornår det bliver … eller om det bliver. Lige nu er Louise så sur, at hun slet ikke vil tale med mig.”

       “Er der ikke noget, du kan gøre? Det er jo forfærdeligt.”

       “Det tror jeg ikke. Måske vente på at hun bliver god igen. Guderne ved, hvor lang tid det kan tage.”

“Jeg skulle også giftes for noget tid siden, det blev bare aldrig til noget…” Hun kiggede ud på den sorte nat igennem vinduet.

“Hvorfor?” spurgte han.

“Han ville ikke alligevel.”

 

De havde talt det meste af natten, og nu stod et sart sollys ind ad vinduerne i lejligheden. Det var søndag. Bryllupsdagen.

“Det var det bryllup,” sagde han, mens han åndede tungt ud og kiggede på Elisabeth, der var ved at børste tænder.

“Nu har jeg også prøvet at skulle have været gift.” Han trak på skuldrene, mens han gik hen til vinduet. Da han åbnede det, kunne han høre en fugl, og den friske vind blæste ham i ansigtet. Han tørrede sig i øjnene og vendte sig mod Elisabeth, der var frosset fast i bevægelsen med tandbørsten i munden. Hun stirrede lamslået på ham.

       “Hvordan kan du være så afslappet på din bryllupsdag, der pludselig er aflyst?” spurgte hun forundret.

       Han løftede øjenbrynene og følte igen en vis befrielse over at befinde sig i Grønland, langt fra planlagte aktiviteter og gøremål. Bare at skulle acceptere tingenes tilstand var en helt ny følelse, der smagte umiskendeligt meget af frihed.

“Der er intet, jeg kan gøre lige nu,” svarede han. 

  Hun kom over til ham og gav hans arm et klem. “Vil du med udenfor og se Nuuk, indtil du skal til lufthavnen?” Spurgte hun. 

Han smilede og nikkede. Lige nu var han her. Hvad i morgen ville bringe, måtte han tage til den tid.

“Hvornår flyver du hjem til Danmark?” spurgte han henkastet, da de begyndte at gå.

“Om en uge,” svarede Elisabeth med et uudgrundeligt blik.

 

Mange i den digitale branche fravælger visitkortet, og folk smider alligevel flyers ud, så det kan aldrig betale sig, hører vi ofte. Så er print dødt, spild af papir, penge og forældet?

Overhovedet ikke.

Styr på formålet

Det kommer an på, hvad formålet er med dit print. Rigtig mange mennesker sætter pris på at mærke ting med hænderne og husker på en anden måde, når de har haft det i hånden. Det gælder ihvertfald 100 procent os. Selvom vi arbejder digitalt. Men der er også en anden grund.

I Brand Boosters, hvor vi underviser virksomheder på workshops og desuden eksekverer for virksomheder og hjælper dem med at stå stærkt digitalt, har vi af nedenstående grunde trykt både flyers og visitkort. 

Brandingværdi

For det handler om branding. Og for en lang række virksomheder giver det god mening. For (undskyld miljø) men i den henseende handler det altså ikke om, hvor længe folk har vores flyer liggende på bordet, eller om den er så lækker, at de hænger den på køleskabet. Det sker nok ikke, selvom det da ville være skønt, men det handler i bund og grund om visuel afkodning (akkurat som digital markedsføring, productplacement etc.)

Visuel hukommelse

Så når vi slænger et visitkort over bordet, kigger modtageren ikke nødvendigvis særlig længe på det. Og flyerne heller ikke. Men de har set vores logo. De har læst vores navn. De har fået en eller anden følelse, mens de stod med det i hånden. Og næste gang de hører Brand Boosters, så kan de måske huske, den følelse de fik, da de så navnet, talte med mig eller Maiken eller så brochuren. Det er lagret visuelt. Og det er det hele værd. Og så er vi også bare selv helt vilde med at have det i hånden. Og jeg hænger da min op på køleskabet…

Gør det godt

Men hvis du bruger offline produkter, så kan det godt betale sig at gøre en lille smule ud af det (afhængig af dit produkt selvfølgelig), for fremstår dine offlineprodukter ikke i tråd med din ydelse, er der ikke meget at vinde på brandingværdien.